Anerkendelse

Nogle gange kan det være svært at vide hvad man egentligt vil, og hvordan det stemmer overens med det man gør. Nogle mennesker ved hvad de vil, og gør det. Andre ved ikke hvad de vil, og gør bare det samme som de andre. Andre ved godt hvad de vil, men fortsætter alligevel med at gøre noget andet end det. Måske gør de det samme som de andre.
Hvorfor?

Jeg tror en af de dybeste længsler i mennesket er længslen efter anerkendelse. Det er noget man får fra andre mennesker, og ofte må man gøre noget for at få den. Jagten på anerkendelse driver os således til langt de fleste af vores handlinger. Jeg tror at denne længsel efter anerkendelse kan overskygge ens egne ønsker og hvad man egentligt vil. Således at man tror det man gør er noget man vil, selvom man måske inderst inde ikke vil. Der er mange som siger - jeg gør det ikke fordi de andre gør det, jeg gør det, fordi jeg selv har lyst til det.

Ja, du har sikkert lyst til det, men hvorfor har du lyst?

Svaret på dette spørgsmål vil for mig at se i mange tilfælde være, at du har lyst til at gøre det, fordi det vil føre til en anerkendelse fra andre mennesker, og den har du lyst til at få. Det har jeg også. Så det er sådan set ikke løgn, at man har lyst til det. Men hvis man i bund og grund bare gør det for at få anerkendelse, kunne man så ikke finde en lidt mindre destruktiv måde at opnå anerkendelse på? Det er faktisk et interessant spørgsmål, hvortil man kan fristes til at svare nej. For alle har brug for anerkendelse. Det vil sige at de andre også har brug for din anerkendelse af deres handlinger. Det vil sige at du er nødt til at deltage i deres (mere eller mindre destruktive) handlinger for at få deres anerkendelse. Netop fordi de har brug for din anerkendelse, og ved at deltage i deres fælles handlinger, så anerkender du dem som acceptable/gode. Det er ikke dig som er svag, for de har ligeså meget brug for dig som du har brug for dem.

Hvordan kan man så undgå at blive tilskyndet til at gøre det for de andres skyld, som man tror er ens egen?

Hvordan kan man undlade at gøre det uden at blive ulykkelig over den manglende anerkendelse?

Det kan du først i det øjeblik deres anerkendelse ikke betyder noget for dig. For i det øjeblik kan du handle efter dine inderste ønsker, din egen grundlæggende vilje, som ikke bunder i jagten på anerkendelse. Hvis du ikke ønsker deres anerkendelse, så er der ingen grund til at gøre noget for at opnå den, ligesom deres manglende anerkendelse, med deraf muligvis følgende udstødelse, ikke kan gøre dig ulykkelig. Nu ser det måske ud som om at du er taberen, fordi du ikke har deres anerkendelse, men taberne i denne situation kan sådan set gå hen at blive de andre, så længe de stadig har brug for din anerkendelse.

Forår

Forår er en følelse. Foråret er fysisk. Alt sker af nødvendighed. Jeg har brug for træerne. Jeg har brug for at være skaldet. Jeg har et fysisk behov for at synge. Lyden skal ud! Du skal ud. Solen giver mig håb. Forårets fysik giver mig lyst. Existensen afsløres som nydelse i sig selv. Vi lever videre, fordi vi har lært at der altid kommer en lykkelig dag til. Det er nødvendigt at vente.

Sprød ungdom

Jeg tager tanken
om en buket friske tulipaner
og placerer den mellem
mine læber
duften
spændstigheden
grøn sprødhed
mellem tænderne
lyden
af forår