Derefter tog M og jeg ind i Christians Kirke for at se Orfeo af Monteverdi, som siges at være verdens første opera. Den blev opført af studerende fra DKDM (klassisk konservatorium), det var sjovt at se en del kendte ansigter. Det var en god oplevelse. For det første er jeg vild med barokmusik. For det andet var kirken utroligt smuk og stemningsfuld. Der var nogle sangere som skilte sig ud og var sindssygt dygtige... bla. to basser (spillede hhv. Caronte og Plutone) som havde en fascinerende dyb og fyldig klang, det lød seriøst som en drøm. Noget af det fedeste var at musikerne spillede på rigtige barokinstrumenter og så var der især i 1. akt nogle små vokalensembler duetter, terztter og kvartetter osv. - det var så smukt og lækkert! især når det var med 3 mænd.
Nok om det, jeg synes altid det er svært at beskrive musik med ord - sproget er simpelthen for mangelfuldt!
Efter koncerten socialiserede vi lidt med de medvirkende, hilste på dem vi kendte og introducerede hinanden for forskellige folk. Altid en god ting! vi blev inviteret til fest på kons, en oplagt mulighed for networking (som er vigtigt hehe), men vi var ikke lige i druk-humør. Så vi endte på Café Klimt, et sted vi længe havde tænkt på at besøge. Det var et hyggeligt sted med halv pris på alle drikkevarer, men hvor var udsmykningen skuffende! Det ville have været så fedt hvis væggene var fyldt op med Klimts værker, men nej nej.
M og jeg faldt ind i en interessant samtale, som jeg ikke kan huske det hele af. Noget om det disciplinerede liv vs. det mere afslappede (jeg mangler ord til at beskrive hvad jeg mener). Det udsprang af en indre kamp jeg har haft med mig selv længe. Siden jeg stoppede på MGK (2008), tror jeg. De fleste musikere lever et meget disciplineret liv, det er ganske enkelt en nødvendighed. Der er hele tiden et mål, noget at stræbe efter, noget at opnå. Det er fedt, for det kan tilføre en form for meningsfuldhed til hverdagen.
Men på et tidspunkt blev det for meget for mig. Det var i en periode af mit liv hvor jeg omvurderede alle værdier efter først at have nedbrudt dem til at være lige gode - eller ikke eksisterende. Jeg har virkelig svært ved at korte det ned til noget forståeligt, men jeg tror der et spørgsmål der trængte sig på
- handler livet virkelig om at opnå noget hele tiden?
Jeg har lidt svært ved at finde den røde tråd i mine tanker lige nu... jeg tror det for mig handlede om at målet styrede mit liv, det kan selvfølgelig være godt. Men jeg manglede evnen til at nyde processen, vejen til målet. Mit sind var plaget af tanker om alt det jeg ikke kunne - endnu. Tanker om alle dem der var bedre end mig, og hvor ududelig jeg var. Bla bla osv. Nogle vil vide hvad jeg mener...
Jeg vil forsøge at afrunde nu, for jeg vil skrive mere om dette emne i den længe planlagte fortsættelse til det tidligere indlæg "Talenter".
Jeg er helt sikkert blevet bedre til at nyde vejen, processen og har fået et mere "afslappet" forhold til at øve, en tillid til at udviklingen nok skal ske. Men det har kostet noget af disciplinen, og det er noget der meget længe har plaget mig. Så spørgsmålet er om jeg nu vil og kan motivere mig selv til at gøre noget ved det...
Noget andet er at jeg har svært ved at prioritere min tid. Kan slet ikke finde ud af hvor meget tid og energi jeg vil bruge på politik.... uddybning følger.
Federico Cervelli (1625 – 1700), "Orfeo ed Euridice"
