Kunstnerne

Der er nogle mennesker, som jeg er meget fascineret af. "Kunstnere"? Jeg møder måske et par om året. Jeg ved ikke hvorfor. Der er bare noget ved dem. Og de får mig til at føle mig kedelig, hæmmet. Som en pæn pige, en konservativ klassisk musiker.

Hvad er det ved dem jeg kan lide?
De virker "frie". De går i mærkeligt og sejt tøj. De laver kunst. De går deres egne veje og de virker ligeglade med hvad andre tænker. Det er en stemning, en iscenesættelse; deres måde at gå på, at tale på, at ryge på, deres udstråling.

Kunstnerne, skrigerne, de levende levende. Det er stemningen. Den stemning der kan være omkring en person. Hvordan de lever. Hvordan de flyver gennem verden, livet. Meget levende, sanseligt, kropsligt.

Græs, hud, hår, læber.
Lange skørter, sort tøj, vin, cigaretter, nattens liv og penetrerende mærke, kroppes friktion, desperationen, længslen, den vanvittige længsel efter at leve, som om man aldrig kan leve nok.
Som om man aldrig nogensinde kan blive ordentligt mættet eller tilfredsstillet, hverken åndeligt, kunstnerisk eller kropsligt. Det menneskelige, det dyriske, det kødelige, det åndelige - forenet, blandet sammen i en dyb, plaskende kilde, som man kan drukne i.

Måske er jeg en af dem. Men længslen drev mig til vanvid, som det er sket for så mange andre før mig. Åd mig op indefra, langsomt, dræbte mig. Jeg kan føle det her og nu. Som en stemning eller et begreb. Men ord kan ikke beskrive det tilstrækkeligt. Beskrive dem, mig, dette liv.
Jeg ville ønske at jeg kunne udtrykke det på en anden måde. Skrive et stykke musik eller sådan noget.
Men det må komme med tiden. Hvordan tror du lyden af dem ville lyde?

En rejse afsluttes, en ny begynder

Dette var mine første ord efter jeg forlod Taizé. Mange ord kom før dem, og jeg har lyst til at dele nogle af dem på min nye blog


//
4.12.12
Nu er jeg ude i "den virkelige verden"på vej til Paris. Efter næsten 2 måneder i en forholdsvis isoleret verden i et kloster. En verden uden tv, internet, nyheder, fester, alkohol, ateister etc...
Er jeg bange for verden? Nej. Jeg synes samfundet er lidt dekadent og skræmmende, men jeg ved, hvor jeg har min tillid. I know where I put all my trust. Og jeg ved at ingen kan fratage mig dette nye liv, som lever i mig.
Det var rørende at tage afsked med Taizé, min familie der og min elskling. Sørgmodigt. Men samtidigt har jeg en stille glæde indeni. Jeg føler at det er den rigtige beslutning, den rette tid. Jeg er uendeligt taknemmelig for de gaver, jeg har modtaget. Nu glæder jeg mig til at "bruge" dem i mit liv, udleve det. Midt i den store, beskidte civilisation. Blandt deprimerede mennesker, negative energier, recession, degeneration. Det er nu den store udfordring begynder.

Hvad kan jeg gøre for verden?
Hvad kan jeg være for andre mennesker?
Det ved jeg ikke endnu. Men det vil vise sig, det er jeg sikker på. Det hele vil komme til mig, somehow. Men det tager tid.

Dare to wait.

Wait for the Lord, whose day is near
Wait for the Lord, keep watch, take heart

//

Nyt og gammelt

Hvad er det du vil?

I wanna feel my best! (I wanna look my best)
.. og bare generelt udnytte mit potentiale. 

Hvem vil ikke det?! Hvorfor sidder vi så fast i vores (dårlige) vaner?

Dét har altid fascineret mig ved mennesket.. man vil en ting, men gør noget andet. Ak ja, vanens magt.

Jeg har en forestilling om at jeg kan bryde mine vaner. Er det sandt? Eller eksporterer jeg bare mine vaner til nogle nye rammer? Ingen ved det, ingen kan vide det, før det er sket.

Hvor længe skal jeg blive dernede, i Frankrig? Jeg ved det ikke. Det står endnu hen i det uvisse, og det er måske netop det magiske ved det. Mindst fire uger. Jeg har ikke besluttet mig endnu, jeg lader muligheden stå åben, hej gud, tell me what to do. Indtil videre har jeg besluttet mig for to måneder i alt. Ønsker jeg at sætte mit "liv" her i Danmark i stå? Nej, faktisk ikke, for det er ingen løsning. Det er godt at komme væk, det er det helt sikkert. I nye rammer er det lettere at tillægge sig nye vaner og tage afstand fra gamle, tror jeg, men du er stadig dig, og verden udenfor fortsætter.

Man kan flygte, men det er begrænset hvor længe. Det er dog heller ikke det jeg vil, flygte. Jo, på en måde. Jeg ved bare godt, at det ikke nødvendigvis løser nogle problemer. men for ikke så længe siden så alt så sort ud, at der ikke var andet at gøre. Jeg tænkte: "jeg har intet at miste, for det kan ikke blive værre", og så kan det jo kun blive bedre, hurra for det!

Man er nødt til at flytte sig når man går i stå. Nogle gange behøver man måske ikke komme længere væk end at man lige kan se tingene, situationen lidt på afstand - og først der kan man se, hvad der er godt, og hvad der skal ud, revurderes, nedbrydes, genopbygges.

Jeg behøvede måske egentligt ikke at komme ret langt væk, jeg skulle bare lige smage friheden. Men nu har jeg den endelig, og så tager jeg følgerne af at handle på sin første indskydelse, stærkt efterfulgt af den følelse, som udspringer af hjertets længsel og desperationens afgrunde.

Så her er jeg. På vej mod det nye.

Jeg tror ikke min nye levevis får ting til at forsvinde. Der er ingen garanti for opløsning af invaliderende, existentialistiske tankemønstre og penetrerende angst. Det eneste der er sikkert er, at der sker noget nyt.

Måske behøver jeg ikke flygte for evigt. Måske behøver jeg ikke opløse alt. Måske behøver jeg end ikke blive væk for længe, for én revolution er større end alverdens lange rejser.... at udleve flugten forklædt som hverdag i lyset af nuets kraft.

tak

P.S. jeg ville elske at blogge om mine oplevelser, men jeg kommer til at leve uden min computer i Taizé. Ses på den anden side!

Morgen

jeg elsker morgener. jeg har brug for morgenen. morgenens stilhed. morgenens ensomhed. morgenens kølighed. hvis jeg ikke oplever den, føler jeg virkelig at jeg er gået glip af noget.

tiden før alle går igang. tiden hvor de fleste sover, hvor verden stadig står stille, ligesom mig. om morgenen har jeg brug for at strække min krop. at lytte til salmer. at trække vejret. gøre én ting ad gangen. øve mig i at være til stede i nuet. kommunikere med gud. træde ud i det verden og mærke luften mod min hud. træde endnu et lillebitte skridt ad den vej, jeg befinder mig på.

tilværelsens mysterium

jeg føler jeg står udenfor og ser på livet i stedet for at leve det. sådan har jeg haft det i flere år. hvad er livet? hvad er et menneske? det er så komplekst, at jeg ikke kan rumme det. det er så smukt og så grimt på samme tid. jeg ser stemninger, føler stemninger. alt er stemninger. jeg tror det gik op for mig engang, da jeg læste et digt eller en bog, et stykke litteratur. der indså jeg, at mange forfattere lever af at indfange stemninger. det er vel egentligt det meget kunst handler om.

det var stemningerne. men der er også noget andet. hverdagen. fornuften. noget andet. 

jeg vil gerne skrive om det, men jeg aner ikke hvordan jeg skal beskrive det. der findes så meget, som der ikke er ord for. man kan ikke forklare hvad et liv er, et menneske, en tilværelse. der er så forfærdeligt mange små detaljer, fuger, mønstre, facetter, stemninger, følelser, længsler, at det ikke kan beskrives. så intenst at det ikke kan udtrykkes og så vagt, at man kun lige kan ane det. men jeg har brug for at udtrykke det, beskrive det. jeg har bare ikke fundet en metode eller et medie endnu...

et helt nyt liv (næsten)

Nu er jeg for alvor kommet ud af min komfortzone. idag er jeg flyttet. jeg har flyttet alle mine ting væk fra kollegiet. det føltes rigtigt. men engang imellem tænker jeg "hvad har jeg egentligt gang i?!" jeg har ikke længere et rum jeg kan kalde mit, et hjem. men det hele er ok. det eneste lille men - jeg er lige nu ret ked af at jeg har givet slip på min seng. min far sagde at vi ikke kunne få plads til den, og han vil ikke have den stående i sin garage, så vi lod den stå på kollegiet. 

Dér gik det op for mig hvad jeg har gang i - jeg er igang med at give slip. på det hele, næsten. jeg giver slip på trygheden i de ydre rammer, men det er ikke det vigtigste. det er bare en spejling af alt det jeg giver slip på indeni - fortiden, bitterheden, selvhadet, negative og destruktive tankemønstre, stress, kaos, selvmordstankerne, selvmedlidenhed, offerrollen. Det er fantastisk. Men hold kæft, hvor er det også hårdt. For jeg var jo afhængig af det. Af den rolle, at have det dårligt, at svælge i det. Så behøvede jeg ikke tage ansvar. For uanset hvad jeg kunne finde på at ændre, ville jeg jo altid være bitter alligevel, alt ville simpelthen ende med et dårligt udfald, uanset indsatsen, det var jeg helt overbevist om. 

Jeg har det meget bedre nu, men også underligt. Det er skræmmende at jeg har så mange muligheder, så stor en frihed. Jeg har svært ved at håndtere, at jeg kan være et menneske med overskud, et menneske med lyst til at leve. For det skaber forventninger, det kræver at jeg udlever det. 

Denne persona er dog ikke forsvundet. Den er stadig en del af mig, og vil sandsynligvis altid være det. Af og til kigger den frem og indskyder "kan det nu også betale sig med alt dette besvær, måske skulle du bare være blevet hvor du var, måske bliver det aldrig nogensinde bedre alligevel". Men nu har jeg styrke til at sige mig selv imod. Alt det her har været nødvendigt for mig, selvom det kan virke dumt, impulsivt, panikagtigt, illusorisk, overdrevet. Du skulle bare lige køre den helt ud, ikke? Kunne du ikke bare have fået ny hårfarve eller noget? Var det hele ikke en dum idé og et endnu dummere tidspunkt at føre det ud i livet?

Nej. Det er alt andet end dumt. Alt dette var en nødvendighed for mig, det kan jeg mærke nu. Det skulle ske, intet mere og intet mindre, og det skulle ske nu. Jeg kunne ikke vente et semester mere, en måned mere, en dag mere. Jeg har ventet i 2 år, jeg har ventet i 4 år, jeg har ventet næsten så længe jeg kan huske.
Det kan ikke gå galt. Jeg kan kun lære af det, ligesom alle mine handlinger giver mig erfaringer, og det er godt. 

Jeg kan aldrig vende tilbage. Det er ikke muligt, for jeg har noget nu, som jeg ikke havde før: håb.

Rent økonomisk

Ok, rent økonomisk var det en ret dum beslutning. Absolut ufornuftig. Det kan jeg godt selv se, nu når jeg snakker med bankrådgivnings-mennesker. Jeg har frivilligt afmeldt min SU, når jeg i stedet (måske) kunne blive sygemeldt eller bare være fortsat med at være indskrevet på studiet... og dermed være mange penge rigere de næste par måneder. Oveni det vælger jeg så at tage orlov fra mit job, så jeg mister indkomst der. Jeg vælger at rejse til Frankrig, når jeg burde blive hjemme og arbejde, søge jobs eller melde mig som slave af systemet (kontanthjælp). Ja, rent økonomisk virker det helt sindssygt. Rent økonomisk, men jeg synes ikke det er dumt. For det har gjort mig så meget lykkeligere. Måske netop derfor. Fordi økonomien ikke altid skal være en undskyldning: "jeg ville gerne rejse, eller gøre det og det og det, meeen jeg har ingen penge og jeg skal lige have styr på alt først". Ja, men så kan du måske vente for evigt. Du kan godt bare gøre det alligevel. Hvad er det værste der kan ske? Er der nogen der dræber dig, fordi du ikke betaler dine regninger? Flipper din bankrådgiver ud, fordi overtrækket ikke bliver dækket? Vil din økonomi ligge i ruiner til evig tid? Vil du være arbejdsløs for evigt, begå existentielt selvmord og drukne ledighedens sorger i selvdestruktion? Nej. Det skal nok blive bedre. Faktisk kan det kun blive bedre. Måske er alt kaos lige nu, men der er en mening med det, og det er godt!

befri dig selv

Det existentielle valg

Jeg har ikke en eneste gang tvivlet på mit valg. jeg kan bare mærke, at det er det rigtige. det er utroligt. det er jo også meget nyt.

men idag kan jeg mærke en lille smule - ikke tvivl, men irritation, måske. en følelse af at det er ærgerligt, at jeg ikke får rammer, tid og mulighed for stille og roligt at arbejde med/udvikle mig ift. træning, løb (om søen), styrketræning (i kælderen) dans, yoga, svømning, orgel, sang, plantemad, gående meditation (om vores dejlige sø) osv.
Måske er det fordi at jeg før semesterstart var blevet enig med mig selv om, at hvis jeg bare trænede og øvede nok, så ville alt blive godt. Men allerede på førstedagen gik det op for mig, at det var en illusion - faktisk en stor fed løgn, skabt af hele det her præstationsorienterede samfund. 
jo, jeg ville måske nok få det lidt bedre pga. motionen og tilfredsstillelsen i at opnå noget. men det er 
ikke nok for mig. det ændrer ikke på det existentielle selvmord, som overskyggede alt.
der er forskellige opfattelser af, hvad et liv er. mit liv lignede et liv, et godt liv. men det var det bare ikke.
jeg kan altid komme tilbage og arbejde videre. det er aldrig for sent. og desuden er det netop det jeg gerne vil arbejde med at give slip på - den stress omkring at skulle (op)nå det og det indenfor den tidsramme, fordi det ville se godt ud på mit CV, fordi det kunne skabe et falsk, konstrueret selvværd. fordi så var jeg i det mindste noget, nogen.
men nu giver jeg slip. nej, jeg får måske ikke mulighed for at træne min krop mega meget eller øve mig,   men til gengæld lærer jeg så meget andet. jeg vil bare gerne lære at være til stede i nuet, og det er for mig noget af det vigtigste man kan lære. og vigtigst af alt - jeg befrier mig selv. og det har jeg gjort en gang for alle.
og det føles så rigtigt.

Fortiden

.. romantiseres engang imellem. nej, du kan ligeså godt lade være med at prøve at genskabe noget, som engang var, og som aldrig bliver sådan igen. det er gode minder, og sådan skal det nogle gange forblive. hvem savner ikke den naive, semilykkelige, hårdtelskende, nærmest hjernedøde tilstand man befandt sig i da man gik i 1.g?

jeg savner rigtigt meget de kor og orkestre jeg har spillet i, og især weekenderne, masterclass og rejser. men det kan aldrig blive det samme igen. for jeg er ikke længere den samme. det er ingen.

og det er ok.

Hvileløs dag 1

Hvileløs i København.
De har alle været her.
Kierkegaard, Dan Turell og.... jaja, de andre. Vadet rundt i byen. Det kongelige biblioteks have, mit yndlingssted. Siddet på caféer, værtshuse og har drukket, filosoferet, tænkt og lavet ingenting.
Det er det jeg forsøger at lave. Ingenting. Eller også flygter jeg bare fra mine reelle projekter.

I morges følte jeg ingenting. Jeg følte mig bare tom. Lidt frustreret, lidt desperat. Syntes jeg burde tage ud på uni, men min krop gjorde modstand. Den vil ikke. Den vil noget andet. Det har den villet i mere end et år. Fornuften er ikke længere fornuftig, for det såkaldte "fornuftige" modarbejder hele min eksistens. Aggressivt. Og jeg tror ikke det stopper før jeg ændrer noget.

Første stop: Baresso, Bernstorffsgade, overfor Tivoli. Kommercielt. Poppet. Mainstream. Usmageligt. Kedeligt. Men der er flot træværk, melankolsk jazz og eksklusive toiletter akkompagneret af flygelonani i kælderen, som deles med Hotel Plaza. Soyalatte. Det klinger ikke godt. Fremover vil jeg kun drikke sort kaffe, med mindre kaffen udgør et måltid.
¨
Hvis jeg havde sort hår og gik klædt i sort, ville jeg være en rigtig emo. En mystisk "kunstner". Men mit hår er rødt og min påklædning råbende. Min indre kunstner har begået selvmord. Universitetets institutionalisering af kunsten har bidraget til mit existentielle selvmord. Jeg kan ikke udfolde mig inden for de rammer. Jeg kan ikke trække vejret. Det har de sidste to år lært mig. Nogle mener at flugten fra uni er lang.
Og her går jeg i stå.

Jeg er desperat. Hvad skal jeg gøre? Ingenting. For ud af ingenting kan der vokse tulipaner. Eller lort. Eller en guddommelig stilhed, en helvedes larm forklædt som kunst eller jazz.

Hvem er jeg? Hvor er jeg på vej hen? Sandheden er at jeg er træt af ord. Træt af at synge. Træt af musik. Træt af at spise, sove, drikke, elske. Træt af at være nogen. Træt af ikke at være nogen.
Træt af at skrive.

Den Danske Sangskat

Jeg har den danske sangskat meget kær. Denne smukke sang har jeg netop opdaget. Det er en nyere folkevise, som på Fanø også bruges til folkedansen Sønderhoning. 
Den kaldes også "Den forskudte pige", men den bliver også sunget med en mandlig fortæller. 

Per Drud Nielsen skriver:
"Tilfældigheder er vel med til at afgøre, hvilke folkeviser, vi synger, og hvilke, vi ikke synger. Denne her er blandt de sjældent sungne, men måske kan min korsats være med til at råde bod på det. Visen er overleveret i adskillige udgaver. Oprindeligt har tekstens jeg været en pige, der er blevet vraget af en ung mand, men mange af de nyere udgaver har påført visen en kønsskifteoperation: tekstens jeg er blevet gjort til en han og den svigefulde til en hun. Som det fremgår, har jeg valgt at vende tilbage til den oprindelige kønsfordeling:

Den forskudte pige synger om og til den mand, der har forladt hende."

Jeg hører en indspilning med Musica Ficta fra albummet "Den danske sangskat, vol.7". Det er et lækkert arrangement af Bo Holten med de smukkeste sopransoli. 
Denne sang er så vanvittigt smuk, og den går lige ind i mit ømme, popelskende hjerte. 

Jeg går i tusind tanker
Dansk folkemelodi - Tekst: Ukendt

Jeg går i tusind tanker,
jeg elsker den, jeg ej kan få. 
Når han i glæden vanker, 
jeg ensom sørge må 
alene for den, jeg ej fik, 
som jeg har haft så kær. 
De mennesker så falske 
dertil årsagen er.

O ve, for hård en skæbne, 
mit hjerte er af sorgen klemt. 
Den ven, jeg mig udvalgte, 
han har mig nu forglemt. 
Jeg finder ingen anden ven, 
som dæmpe kan min kval. 
Jeg sørger og studerer,
og jeg er næsten gal.

Jeg så vel mange andre,
men det kan ikke nytte mig. 
Hvor jeg i verden vandrer, 
min tanke er hos dig.
Om natten, når jeg hviler mig, 
du for mig svæver om.
O ve, for en ulykke,
at jeg til verden kom.

Se blomsterne de skønne, 
hvor dejligt de på marken stå,
jeg sørger mig til døde
for den, jeg ej kan få.
Ja, om jeg må i døden gå, 
da bliver sorgen din.
Ret aldrig udi verden
går du ud af mit sind.

Langt heller vil jeg vandre 
den lange vej med stort besvær, 
end som jeg ville leve
blandt falske mennesker.
Til øde mark jeg rejse vil,
og der mit telt opslå;
for hvert et ord, jeg taler,
af skoven svar jeg få.

Her er sangen i et arrangement af Per Drud Nielsen, så kan du jo gå amok derhjemme!
SATB arrangement af sangen

Farvel facebook

en dag i et liv

Jeg har fjernet facebook, iphone (den døde) og alkohol fra mit liv. Nu virker mit liv utroligt tomt... det er sgu sørgeligt.

Jeg savner nærvær, oprigtig interesse og fokus. 

STAY TRUE

Skønhed

"Bedre at gøre vel hjemme end at rejse langt væk for at brænde røgelse." - sådan står der på en væg på mit kollegie, og idag gav det bare mening for mig.

Jeg interesserer mig meget for skønhed. Gør alle ikke det? Findes der mennesker, som ikke gør? Måske.

Du behøver ikke rejse væk for at finde skønhed! Ej heller tabe 10 kg eller få en ny frisure (jo, måske i nogle tilfælde). Skønhed findes lige uden for din dør!

Uden for mit vindue er der en grønt græs, træer, en skøn sø med svaner og ænder, søde hunde der går tur, rislende vand, et bålsted og det perfekte bedested lige ned til vandet!

Mit køkken er fyldt med dejlige, spændstige, økologiske grøntsager og frugter. Og masser ikke-vold.

Min vindueskarm prydes af to smukke, blomstrende orkidéer.

Mit værelse bugner af lækker, velduftende the og kaffe.

Jeg ejer en cello og et klaver, som kan frembringe skønne lyde.

Jeg har adgang til alverdens skønne musik via min computer.

Sidst, men ikke mindst, er min telefonbog fuld af numre på skønne mennesker, som jeg ved gerne vil komme og opleve skønheden med mig!

Så indtil videre... bliver jeg bare her.

Bøn

Jeg ved ikke hvad bøn er. Jeg ved bare at det er godt for mig. Jeg begyndte at udforske det, da jeg i januar besøgte klostret Taizé i Frankrig. Der er fællesbøn 3 gange om dagen, hvor man synger nogle meditative sange og beder sammen i stilhed.
Jeg har næsten ikke bedt siden jeg kom hjem derfra, blandt andet fordi jeg ikke har haft mulighed for at være alene. Og jeg kan virkelig mærke hvordan jeg "kommer ud af træning".

Kald det meditation, hvis du vil. Det gør ikke den store forskel for mig. Nogle gange sidder jeg og gør ingenting. Uden et særligt fokus. Observerer bare mine tanker og lader dem være. Det kan skabe fred.
Andre gange beder jeg til Gud/Jesus/Krishna/Chi/Verdensaltet om at åbne mig op for livet, at tage imod Guds vilje og kærlighed - at lære at give slip og overgive mig 100 procent. Og det kan fx føre til en følelsesmæssig forløsning, ekstrem lykke og kærlighedsstrøm eller frygt og vrede.
Uanset hvad, så er det noget jeg vil tage mig tid til i min hverdag, for det er meget vigtigt for mig.

At bede giver mig mere ro, en mere afslappet krop, bedre tålmodighed, mere overbærenhed med andre mennesker, bedre koncentration. Det gør mig bedre til at håndtere stress, bedre til at omfavne stilheden, bedre til at have tillid til Gud, livet, musikken, andre mennesker og mig selv.
Og ikke mindst en bedre evne til at omfavne stilheden og at være nærværende i alt hvad jeg gør.

Det bringer mig mindre bekymring om fremtiden og bedre humør som følge af mindre bitterhed, fordi hele verden måske alligevel ikke er imod mig. Fordi verden måske alligevel ikke er helt igennem ond.

Fordi kærligheden findes overalt, og den findes i en form, som rækker langt ud over familie og parforhold.

Så hvad enten du er religiøs eller ej - prøv det!

Der er efter min mening ingen opskrift på hvordan du skal bede og meditere. Det vigtigste er, at du øver dig i at være til stede i nuet, alene med dig selv og stilheden (og Gud).

Nu til bøn og så godnat.

Lys og kærlighed til folket!

Forårstjek

Cyklen skal strammes, smøres og spændstiggøres
det samme skal kroppen
indvendigt såvel som udvendigt
optimeringskulturen har sin storhedstid
glattere, strammere, grønnere!
funktionelt organisk materiale
fuckable organismer
afsprit mig indefra
rene ånde, rene stemmer, rene røve
livsliderlige vikinger i forklædning
puritanske kordrenge
kosmisk solskin
i form af botox
Guds lys vælter ud over vores kroppe
i UV
jeg er ren og beskidt
spul mig ren
pul mig pæn
fuck

ord

Ord fylder mig
ord penetrerer mig
som angsten
udfylder mig
jeg sprænges, flækkes
kan ikke mere
er mæt, brugt, udtrådt
der er ikke plads til flere
ord
vælter ud af alle kropsåbninger
ustoppeligt
strømmende, skvulpende
jeg
er ikke længere
opløsning
er alt
ord
farvel

repost: koncert Palmesøndag (i morgen!)

Johannes-passion, Matthæus-passion og Messias; det vrimler med påskeoratorier i Kbh. 
Kom og hør en anderledes passion fra 1585 for a capella kor!

Koncert Palmesøndag

Johannes-passion, Matthæus-passion og Messias; det vrimler med påskeoratorier i Kbh. Kom og hør en anderledes passion fra 1585 for a capella kor. 

Rutter

I aften skal jeg spille koncert med Akademisk Orkester og Kor i Helligåndskirken (København). Det er et lækkert program af den engelske, nulevende komponist John Rutter. Jeg glæder mig rigtigt meget!

Blandt musikere er der delte meninger om hans musik, måske især på grund af hans gennemsyrende hang til popharmonik og tårepersende (på grænsen til det sentimentale) kormusik. Jeg selv er en stor fan. Nok fordi jeg elsker pop (hvad det så end er). Jeg kunne sige mange ting om pop, men jeg vil forbeholde mig retten til at sige, at jeg ikke ved hvad det er. Og alligevel ved jeg altid hvad det er, når jeg hører det. Her møder vi igen problemet med ordene. Jeg ved bare, at rent harmonisk er der specifikke akkorder, som kan få tårerne til at flyde. Det synes jeg er ekstremt interessant. Hvad er det lige præcis, der gør det, og er det forskelligt fra person til person? For mig er det ofte en tonika-afledning, især D-dur -> H-mol. Mums. Men hvorfor? Endnu engang vil jeg lade dette spørgsmål ligge - og måske læserne vil byde ind? Muligvis vender jeg tilbage til det senere, når jeg har studeret det lidt nærmere.

Det er gået op for mig, at jeg har sunget Rutters værker længe før jeg vidste, at det var ham der havde skrevet dem. Fx The lord bless you and keep you

Første gang jeg stiftede bekendtskab med hans navn var for et år siden, da jeg blev præsenteret for denne sats, som stadig er min absolutte favorit blandt hans værker, noget af det smukkeste jeg har hørt:

Esurientes fra Magnificat af John Rutter

Kom og udforsk Rutter og dine pop-ører- og øjne i aften kl. 19.30! 

Grænsens begyndelse / begyndelsens grænse

Jeg mener, at denne blog har nået en grænse. Grænsen for hvor mange personlige, eksistentialistiske tekster jeg vil offentliggøre her. I stedet vil jeg udelukkende samle teksterne i mit litterære projekt, erkendelsesromanen "En gymnasieelevs tankestrømme" / "En emos bekendelser", som kan findes her


Nu vil jeg forsøge mig med et "seriøst" indlæg. Med det mener jeg en tekst, hvor fortælleren har accepteret, at egoet eksisterer. En fortæller som er nogen, mig. Jeg vil fremover skrive om hvad jeg rent faktisk går og laver, og hvem jeg tror, jeg er - i tråd med bloggens tema: musik, kunst, kultur og personlig udvikling. Den måde at skrive på er meget udfordrende for mig. Gad vide hvorfor... men lad nu det ligge. Det er en del af øvelsen i at tænke mindre.

Jeg har længe tænkt på at skrive om alle de koncerter jeg hører. Men det har jeg undladt, fordi jeg har det svært med at dømme musik. Selvom jeg nok ubevidst gør det konstant. Når jeg har hørt en koncert har jeg bare svært ved at udtale mig om den. Om det var "godt" eller "dårligt". For hvad mener man med det? Er det ikke en totalt naiv simplificering af det (intense) nærvær, man lige har oplevet? Hvad nytter det at bruge sin institutionaliserede musikvidenskabelige og analytiske viden til at bedømme kvaliteten, værdien af musikken og fremførelsen af det? - hvis ingen ord nogensinde vil kunne beskrive det. Jeg mener, at der ikke findes ord, som kan beskrive musikken. Jo, selvfølgelig findes der deskriptive ord, som måske kan give oplevelsen mere mening. Men der findes bare ikke ord, som kan beskrive lydens virkelighed. Hvis ord kunne beskrive musikken, hvorfor er den så blevet skabt? Hvorfor skal vi snakke så meget? Hvorfor skal vi dømme så meget? 
Måske skal man bare øve sig i at være til stede med sit begyndersind i det, som musikken virkelig er: 100% nærvær. 


go with the flow

exhalerende existenser

Jeg er bare et menneske. Et menneske, som ånder ind og ud. Nogle gange ånder jeg sammen med andre. Nogle gange foran andre. En blottelse. En åben mund. Et åbent svælg, hvori man kan nedstoppe sprøde, spændstige tulipaner. Tulipanerne ånder. Foråret stønner. Alkoholiske ånde. Guds ånd over vandene. Alt er ind og ud. Det er banalt. Spørgsmålet er, hvor mange lunger du har.

et menneske

jeg er bare et menneske. et menneske i skiundertøj. et menneske med hennafarvet hår. et menneske, som blogger om morgenen. et menneske som lever af vegetabilsk føde. et menneske, som beder til gud. et menneske der forsøger at tage en uddannelse. et menneske, som lejlighedsvis anvender rusmidler til at udfolde de fortrængte følelser. et menneske der kan råbe og skrige og græde i timevis af frustration. et menneske som ved, at det bare er fordi det er bygget af passion. et menneske som spiser en appelsin. et menneske som er i stand til at elske. et menneske som iscenesætter sig selv. et menneske uden identitet. et menneske med identitet. et menneske som springer ud sammen med foråret. lever med tulipaner i sit indre. et syngende menneske. et beruset menneske. et menneske som spiller cello. et menneske som virkelig forsøger ikke at være bitter. et levende menneske.

fluktuerende existens på græs

jeg er simpelthen nødt til at stoppe med at tænke. ganske enkelt. mine tanker dræber mig langsomt, fordi jeg hvert øjeblik skal vurdere værdien, meningen og det højere formål med hver en lille handling. og i sidste ende kan ingen handling udføres, fordi der måske ingen mening er, fordi alt er en illusion, inkl. det ego som tænker tankerne, denne teori er forresten også en social konstruktion, og enhver form for opnåelse vil kun styrke dette. derfor kan man ligeså godt blive liggende i sin seng. men det skal slutte nu. kunstneren siger farvel til ordkløveren. jeg misbruger ord. jeg er simpelthen for poetisk i min formuleringer af existensens finurligheder. for dramatisk og iscenesættende. sygeligt stemningsfikseret, benægtende virkeligheden. og det fører ingen vegne. jeg elsker ord og jeg er træt af ord.jeg har muligvis et lettere forskruet forhold til lyst. længe har jeg arbejdet på at forsøge at slippe af med det kontrollerede. men det har drevet mig ud over andre klipper. i en afgrund af lyst og dermed også muligheden for manglende tilstedeværelse af lyst. jeg havde en idé om, at man kun skal gøre det man har lyst til. men der er jo ingen der lever sådan. for så vil man sjældent opnå noget, hvilket kræver disciplin og tillid til fornuften. og hvad hvis man ikke har lyst til noget? derfor vil jeg nu acceptere nødvendigheden af det existentielle selvmord for at kunne fungere bare nogenlunde i en forskruet og ulystelig verden. 
jeg agter at fortabe mig i trivialiteter.