lørdag den 31. marts 2012

repost: koncert Palmesøndag (i morgen!)

Johannes-passion, Matthæus-passion og Messias; det vrimler med påskeoratorier i Kbh. 
Kom og hør en anderledes passion fra 1585 for a capella kor!



søndag den 18. marts 2012

Rutter


I aften skal jeg spille koncert med Akademisk Orkester og Kor i Helligåndskirken (København). Det er et lækkert program af den engelske, nulevende komponist John Rutter. Jeg glæder mig rigtigt meget!

Blandt musikere er der delte meninger om hans musik, måske især på grund af hans gennemsyrende hang til popharmonik og tårepersende (på grænsen til det sentimentale) kormusik. Jeg selv er en stor fan. Nok fordi jeg elsker pop (hvad det så end er). Jeg kunne sige mange ting om pop, men jeg vil forbeholde mig retten til at sige, at jeg ikke ved hvad det er. Og alligevel ved jeg altid hvad det er, når jeg hører det. Her møder vi igen problemet med ordene. Jeg ved bare, at rent harmonisk er der specifikke akkorder, som kan få tårerne til at flyde. Det synes jeg er ekstremt interessant. Hvad er det lige præcis, der gør det, og er det forskelligt fra person til person? For mig er det ofte en tonika-afledning, især D-dur -> H-mol. Mums. Men hvorfor? Endnu engang vil jeg lade dette spørgsmål ligge - og måske læserne vil byde ind? Muligvis vender jeg tilbage til det senere, når jeg har studeret det lidt nærmere.

Det er gået op for mig, at jeg har sunget Rutters værker længe før jeg vidste, at det var ham der havde skrevet dem. Fx The lord bless you and keep you

Første gang jeg stiftede bekendtskab med hans navn var for et år siden, da jeg blev præsenteret for denne sats, som stadig er min absolutte favorit blandt hans værker, noget af det smukkeste jeg har hørt:

Esurientes fra Magnificat af John Rutter

Kom og udforsk Rutter og dine pop-ører- og øjne i aften kl. 19.30! 

Grænsens begyndelse / begyndelsens grænse

Jeg mener, at denne blog har nået en grænse. Grænsen for hvor mange personlige, eksistentialistiske tekster jeg vil offentliggøre her. I stedet vil jeg udelukkende samle teksterne i mit litterære projekt, erkendelsesromanen "En gymnasieelevs tankestrømme" / "En emos bekendelser", som kan findes her


Nu vil jeg forsøge mig med et "seriøst" indlæg. Med det mener jeg en tekst, hvor fortælleren har accepteret, at egoet eksisterer. En fortæller som er nogen, mig. Jeg vil fremover skrive om hvad jeg rent faktisk går og laver, og hvem jeg tror, jeg er - i tråd med bloggens tema: musik, kunst, kultur og personlig udvikling. Den måde at skrive på er meget udfordrende for mig. Gad vide hvorfor... men lad nu det ligge. Det er en del af øvelsen i at tænke mindre.

Jeg har længe tænkt på at skrive om alle de koncerter jeg hører. Men det har jeg undladt, fordi jeg har det svært med at dømme musik. Selvom jeg nok ubevidst gør det konstant. Når jeg har hørt en koncert har jeg bare svært ved at udtale mig om den. Om det var "godt" eller "dårligt". For hvad mener man med det? Er det ikke en totalt naiv simplificering af det (intense) nærvær, man lige har oplevet? Hvad nytter det at bruge sin institutionaliserede musikvidenskabelige og analytiske viden til at bedømme kvaliteten, værdien af musikken og fremførelsen af det? - hvis ingen ord nogensinde vil kunne beskrive det. Jeg mener, at der ikke findes ord, som kan beskrive musikken. Jo, selvfølgelig findes der deskriptive ord, som måske kan give oplevelsen mere mening. Men der findes bare ikke ord, som kan beskrive lydens virkelighed. Hvis ord kunne beskrive musikken, hvorfor er den så blevet skabt? Hvorfor skal vi snakke så meget? Hvorfor skal vi dømme så meget? 
Måske skal man bare øve sig i at være til stede med sit begyndersind i det, som musikken virkelig er: 100% nærvær. 


go with the flow

torsdag den 8. marts 2012

exhalerende existenser

Jeg er bare et menneske. Et menneske, som ånder ind og ud. Nogle gange ånder jeg sammen med andre. Nogle gange foran andre. En blottelse. En åben mund. Et åbent svælg, hvori man kan nedstoppe sprøde, spændstige tulipaner. Tulipanerne ånder. Foråret stønner. Alkoholiske ånde. Guds ånd over vandene. Alt er ind og ud. Det er banalt. Spørgsmålet er, hvor mange lunger du har.