lørdag den 29. september 2012

et helt nyt liv (næsten)

Nu er jeg for alvor kommet ud af min komfortzone. idag er jeg flyttet. jeg har flyttet alle mine ting væk fra kollegiet. det føltes rigtigt. men engang imellem tænker jeg "hvad har jeg egentligt gang i?!" jeg har ikke længere et rum jeg kan kalde mit, et hjem. men det hele er ok. det eneste lille men - jeg er lige nu ret ked af at jeg har givet slip på min seng. min far sagde at vi ikke kunne få plads til den, og han vil ikke have den stående i sin garage, så vi lod den stå på kollegiet. 

Dér gik det op for mig hvad jeg har gang i - jeg er igang med at give slip. på det hele, næsten. jeg giver slip på trygheden i de ydre rammer, men det er ikke det vigtigste. det er bare en spejling af alt det jeg giver slip på indeni - fortiden, bitterheden, selvhadet, negative og destruktive tankemønstre, stress, kaos, selvmordstankerne, selvmedlidenhed, offerrollen. Det er fantastisk. Men hold kæft, hvor er det også hårdt. For jeg var jo afhængig af det. Af den rolle, at have det dårligt, at svælge i det. Så behøvede jeg ikke tage ansvar. For uanset hvad jeg kunne finde på at ændre, ville jeg jo altid være bitter alligevel, alt ville simpelthen ende med et dårligt udfald, uanset indsatsen, det var jeg helt overbevist om. 

Jeg har det meget bedre nu, men også underligt. Det er skræmmende at jeg har så mange muligheder, så stor en frihed. Jeg har svært ved at håndtere, at jeg kan være et menneske med overskud, et menneske med lyst til at leve. For det skaber forventninger, det kræver at jeg udlever det. 

Denne persona er dog ikke forsvundet. Den er stadig en del af mig, og vil sandsynligvis altid være det. Af og til kigger den frem og indskyder "kan det nu også betale sig med alt dette besvær, måske skulle du bare være blevet hvor du var, måske bliver det aldrig nogensinde bedre alligevel". Men nu har jeg styrke til at sige mig selv imod. Alt det her har været nødvendigt for mig, selvom det kan virke dumt, impulsivt, panikagtigt, illusorisk, overdrevet. Du skulle bare lige køre den helt ud, ikke? Kunne du ikke bare have fået ny hårfarve eller noget? Var det hele ikke en dum idé og et endnu dummere tidspunkt at føre det ud i livet?

Nej. Det er alt andet end dumt. Alt dette var en nødvendighed for mig, det kan jeg mærke nu. Det skulle ske, intet mere og intet mindre, og det skulle ske nu. Jeg kunne ikke vente et semester mere, en måned mere, en dag mere. Jeg har ventet i 2 år, jeg har ventet i 4 år, jeg har ventet næsten så længe jeg kan huske.
Det kan ikke gå galt. Jeg kan kun lære af det, ligesom alle mine handlinger giver mig erfaringer, og det er godt. 

Jeg kan aldrig vende tilbage. Det er ikke muligt, for jeg har noget nu, som jeg ikke havde før: håb.

tirsdag den 25. september 2012

Rent økonomisk

Ok, rent økonomisk var det en ret dum beslutning. Absolut ufornuftig. Det kan jeg godt selv se, nu når jeg snakker med bankrådgivnings-mennesker. Jeg har frivilligt afmeldt min SU, når jeg i stedet (måske) kunne blive sygemeldt eller bare være fortsat med at være indskrevet på studiet... og dermed være mange penge rigere de næste par måneder. Oveni det vælger jeg så at tage orlov fra mit job, så jeg mister indkomst der. Jeg vælger at rejse til Frankrig, når jeg burde blive hjemme og arbejde, søge jobs eller melde mig som slave af systemet (kontanthjælp). Ja, rent økonomisk virker det helt sindssygt. Rent økonomisk, men jeg synes ikke det er dumt. For det har gjort mig så meget lykkeligere. Måske netop derfor. Fordi økonomien ikke altid skal være en undskyldning: "jeg ville gerne rejse, eller gøre det og det og det, meeen jeg har ingen penge og jeg skal lige have styr på alt først". Ja, men så kan du måske vente for evigt. Du kan godt bare gøre det alligevel. Hvad er det værste der kan ske? Er der nogen der dræber dig, fordi du ikke betaler dine regninger? Flipper din bankrådgiver ud, fordi overtrækket ikke bliver dækket? Vil din økonomi ligge i ruiner til evig tid? Vil du være arbejdsløs for evigt, begå existentielt selvmord og drukne ledighedens sorger i selvdestruktion? Nej. Det skal nok blive bedre. Faktisk kan det kun blive bedre. Måske er alt kaos lige nu, men der er en mening med det, og det er godt!

befri dig selv



lørdag den 22. september 2012

Det existentielle valg

Jeg har ikke en eneste gang tvivlet på mit valg. jeg kan bare mærke, at det er det rigtige. det er utroligt. det er jo også meget nyt.

men idag kan jeg mærke en lille smule - ikke tvivl, men irritation, måske. en følelse af at det er ærgerligt, at jeg ikke får rammer, tid og mulighed for stille og roligt at arbejde med/udvikle mig ift. træning, løb (om søen), styrketræning (i kælderen) dans, yoga, svømning, orgel, sang, plantemad, gående meditation (om vores dejlige sø) osv.
Måske er det fordi at jeg før semesterstart var blevet enig med mig selv om, at hvis jeg bare trænede og øvede nok, så ville alt blive godt. Men allerede på førstedagen gik det op for mig, at det var en illusion - faktisk en stor fed løgn, skabt af hele det her præstationsorienterede samfund. 
jo, jeg ville måske nok få det lidt bedre pga. motionen og tilfredsstillelsen i at opnå noget. men det er 
ikke nok for mig. det ændrer ikke på det existentielle selvmord, som overskyggede alt.
der er forskellige opfattelser af, hvad et liv er. mit liv lignede et liv, et godt liv. men det var det bare ikke.
jeg kan altid komme tilbage og arbejde videre. det er aldrig for sent. og desuden er det netop det jeg gerne vil arbejde med at give slip på - den stress omkring at skulle (op)nå det og det indenfor den tidsramme, fordi det ville se godt ud på mit CV, fordi det kunne skabe et falsk, konstrueret selvværd. fordi så var jeg i det mindste noget, nogen.
men nu giver jeg slip. nej, jeg får måske ikke mulighed for at træne min krop mega meget eller øve mig,   men til gengæld lærer jeg så meget andet. jeg vil bare gerne lære at være til stede i nuet, og det er for mig noget af det vigtigste man kan lære. og vigtigst af alt - jeg befrier mig selv. og det har jeg gjort en gang for alle.
og det føles så rigtigt.

onsdag den 19. september 2012

Fortiden


.. romantiseres engang imellem. nej, du kan ligeså godt lade være med at prøve at genskabe noget, som engang var, og som aldrig bliver sådan igen. det er gode minder, og sådan skal det nogle gange forblive. hvem savner ikke den naive, semilykkelige, hårdtelskende, nærmest hjernedøde tilstand man befandt sig i da man gik i 1.g?
jeg savner rigtigt meget de kor og orkestre jeg har spillet i, og især weekenderne, masterclass og rejser. men det kan aldrig blive det samme igen. for jeg er ikke længere den samme. det er ingen.

og det er ok.

fredag den 7. september 2012

Hvileløs dag 1

Hvileløs i København.
De har alle været her.
Kierkegaard, Dan Turell og.... jaja, de andre. Vadet rundt i byen. Det kongelige biblioteks have, mit yndlingssted. Siddet på caféer, værtshuse og har drukket, filosoferet, tænkt og lavet ingenting.
Det er det jeg forsøger at lave. Ingenting. Eller også flygter jeg bare fra mine reelle projekter.

I morges følte jeg ingenting. Jeg følte mig bare tom. Lidt frustreret, lidt desperat. Syntes jeg burde tage ud på uni, men min krop gjorde modstand. Den vil ikke. Den vil noget andet. Det har den villet i mere end et år. Fornuften er ikke længere fornuftig, for det såkaldte "fornuftige" modarbejder hele min eksistens. Aggressivt. Og jeg tror ikke det stopper før jeg ændrer noget.

Første stop: Baresso, Bernstorffsgade, overfor Tivoli. Kommercielt. Poppet. Mainstream. Usmageligt. Kedeligt. Men der er flot træværk, melankolsk jazz og eksklusive toiletter akkompagneret af flygelonani i kælderen, som deles med Hotel Plaza. Soyalatte. Det klinger ikke godt. Fremover vil jeg kun drikke sort kaffe, med mindre kaffen udgør et måltid.
¨
Hvis jeg havde sort hår og gik klædt i sort, ville jeg være en rigtig emo. En mystisk "kunstner". Men mit hår er rødt og min påklædning råbende. Min indre kunstner har begået selvmord. Universitetets institutionalisering af kunsten har bidraget til mit existentielle selvmord. Jeg kan ikke udfolde mig inden for de rammer. Jeg kan ikke trække vejret. Det har de sidste to år lært mig. Nogle mener at flugten fra uni er lang.
Og her går jeg i stå.

Jeg er desperat. Hvad skal jeg gøre? Ingenting. For ud af ingenting kan der vokse tulipaner. Eller lort. Eller en guddommelig stilhed, en helvedes larm forklædt som kunst eller jazz.

Hvem er jeg? Hvor er jeg på vej hen? Sandheden er at jeg er træt af ord. Træt af at synge. Træt af musik. Træt af at spise, sove, drikke, elske. Træt af at være nogen. Træt af ikke at være nogen.
Træt af at skrive.