Kunstnerne

Der er nogle mennesker, som jeg er meget fascineret af. "Kunstnere"? Jeg møder måske et par om året. Jeg ved ikke hvorfor. Der er bare noget ved dem. Og de får mig til at føle mig kedelig, hæmmet. Som en pæn pige, en konservativ klassisk musiker.

Hvad er det ved dem jeg kan lide?
De virker "frie". De går i mærkeligt og sejt tøj. De laver kunst. De går deres egne veje og de virker ligeglade med hvad andre tænker. Det er en stemning, en iscenesættelse; deres måde at gå på, at tale på, at ryge på, deres udstråling.

Kunstnerne, skrigerne, de levende levende. Det er stemningen. Den stemning der kan være omkring en person. Hvordan de lever. Hvordan de flyver gennem verden, livet. Meget levende, sanseligt, kropsligt.

Græs, hud, hår, læber.
Lange skørter, sort tøj, vin, cigaretter, nattens liv og penetrerende mærke, kroppes friktion, desperationen, længslen, den vanvittige længsel efter at leve, som om man aldrig kan leve nok.
Som om man aldrig nogensinde kan blive ordentligt mættet eller tilfredsstillet, hverken åndeligt, kunstnerisk eller kropsligt. Det menneskelige, det dyriske, det kødelige, det åndelige - forenet, blandet sammen i en dyb, plaskende kilde, som man kan drukne i.

Måske er jeg en af dem. Men længslen drev mig til vanvid, som det er sket for så mange andre før mig. Åd mig op indefra, langsomt, dræbte mig. Jeg kan føle det her og nu. Som en stemning eller et begreb. Men ord kan ikke beskrive det tilstrækkeligt. Beskrive dem, mig, dette liv.
Jeg ville ønske at jeg kunne udtrykke det på en anden måde. Skrive et stykke musik eller sådan noget.
Men det må komme med tiden. Hvordan tror du lyden af dem ville lyde?

En rejse afsluttes, en ny begynder

Dette var mine første ord efter jeg forlod Taizé. Mange ord kom før dem, og jeg har lyst til at dele nogle af dem på min nye blog


//
4.12.12
Nu er jeg ude i "den virkelige verden"på vej til Paris. Efter næsten 2 måneder i en forholdsvis isoleret verden i et kloster. En verden uden tv, internet, nyheder, fester, alkohol, ateister etc...
Er jeg bange for verden? Nej. Jeg synes samfundet er lidt dekadent og skræmmende, men jeg ved, hvor jeg har min tillid. I know where I put all my trust. Og jeg ved at ingen kan fratage mig dette nye liv, som lever i mig.
Det var rørende at tage afsked med Taizé, min familie der og min elskling. Sørgmodigt. Men samtidigt har jeg en stille glæde indeni. Jeg føler at det er den rigtige beslutning, den rette tid. Jeg er uendeligt taknemmelig for de gaver, jeg har modtaget. Nu glæder jeg mig til at "bruge" dem i mit liv, udleve det. Midt i den store, beskidte civilisation. Blandt deprimerede mennesker, negative energier, recession, degeneration. Det er nu den store udfordring begynder.

Hvad kan jeg gøre for verden?
Hvad kan jeg være for andre mennesker?
Det ved jeg ikke endnu. Men det vil vise sig, det er jeg sikker på. Det hele vil komme til mig, somehow. Men det tager tid.

Dare to wait.

Wait for the Lord, whose day is near
Wait for the Lord, keep watch, take heart

//