Først ville jeg udelukke al overfladisk kommunikation og have et meget lille netværk af de "nærmeste" personer. Men hvorfor så overhovedet bruge facebook? Dem ringer man da til eller skriver en mail?
"Networking er godt", har jeg hørt, og det var jeg også helt sikker på før. Jeg elskede det. Men nu er jeg ikke så sikker mere. Jeg besluttede mig for at opbygge et netværk igen. Men efter lidt tid indså jeg, at det ikke giver mening for mig mere, at ansøge 900+ "venner", som jeg sandsynligvis aldrig kommer til at snakke med, og som sandsynligvis aldrig ville sende mig en mail, som sandsynligvis ikke engang har opdaget at jeg var væk, ligesom jeg selv har glemt mange af dem på bare et halvt år. Da jeg kontaktede dem i sin tid, var det fordi vi havde noget sammen på det tidspunkt, et projekt, et orkester, et kor, så gav det måske mening. Men nu? Hvad skal vi bruge hinanden til?
Ja, networking er sikkert godt, men jeg kan bare ikke forstå facebook mere. Jeg forstår ikke hvad det er man vil opnå ud over bekræftelse af ens person og holdninger fra folk, som allerede er enige.
Er det networking? Hvem lytter egentligt til andet end sit eget soundtrack? Fra mit perspektiv ligner det bare en masse monologer, som ens "venner" måske lige akkurat gider bruge energi på at trykke pegefingeren ned og "like".
Er det kommunikation? Er det meningen jeg skal føle mig værdsat fordi du gad bruge et par sekunder af dit liv på mig? Kan du lide mig for den person jeg er eller pga. det jeg kan, det jeg laver eller den rolle jeg spiller i dit personlige dukketeater? (business lingo: brand)
Send dog en mail. "Men det har vi ikke overskud til", nej, det har jeg heller ikke. Skulle vi så ikke bare lade være?
Mest af alt gider jeg ikke bruge energi på at være vred over netværket eller imod det. Det er en del af folks liv, ligesom tv, kød, forbrug, alkohol osv. og det kan man ikke bare lige ændre på. Jeg har accepteret facebook, accepteret at det er en del af nutidens kommunikation. Men som så meget andet, finder jeg det bare ikke tilfredsstillende længere, faktisk ikke engang bare en smule underholdende.
Stiller jeg for høje krav til verden, til kommunikation og andre mennesker? Måske. Men det står jeg fast på. Vi er nødt til at kræve noget mere, hvis vi vil have en god livskvalitet. Vores kultur er så fuld af underlødig underholdning og tidsfordriv, som slet ikke stimulerer vores hjerner eller udnytter vores potentiale eller vores fantastiske kroppe, faktisk tværtimod. Resultatet? Vores hjerner bliver dårligere til at fokusere, og jeg tror vi bliver dummere, mere usunde, mere stressede, mere overfladiske, mere kyniske.
Hvorfor acceptere det? "sådan er livet, dette er virkeligheden" - er det? Problemet opstår når alle stopper med at stille krav, når alle accepterer at blive "fodret" med underlødig kost, fysisk, mentalt, åndeligt.
Kræv nærvær! Kræv oprigtig kommunikation! Kræv sundhed og vitalitet! Kræv kærlighed!
Jep, jeg er en udslidt, egocentrisk autenticitetsjæger/urtekusse....
