Nyt og gammelt

Hvad er det du vil?

I wanna feel my best! (I wanna look my best)
.. og bare generelt udnytte mit potentiale. 

Hvem vil ikke det?! Hvorfor sidder vi så fast i vores (dårlige) vaner?

Dét har altid fascineret mig ved mennesket.. man vil en ting, men gør noget andet. Ak ja, vanens magt.

Jeg har en forestilling om at jeg kan bryde mine vaner. Er det sandt? Eller eksporterer jeg bare mine vaner til nogle nye rammer? Ingen ved det, ingen kan vide det, før det er sket.

Hvor længe skal jeg blive dernede, i Frankrig? Jeg ved det ikke. Det står endnu hen i det uvisse, og det er måske netop det magiske ved det. Mindst fire uger. Jeg har ikke besluttet mig endnu, jeg lader muligheden stå åben, hej gud, tell me what to do. Indtil videre har jeg besluttet mig for to måneder i alt. Ønsker jeg at sætte mit "liv" her i Danmark i stå? Nej, faktisk ikke, for det er ingen løsning. Det er godt at komme væk, det er det helt sikkert. I nye rammer er det lettere at tillægge sig nye vaner og tage afstand fra gamle, tror jeg, men du er stadig dig, og verden udenfor fortsætter.

Man kan flygte, men det er begrænset hvor længe. Det er dog heller ikke det jeg vil, flygte. Jo, på en måde. Jeg ved bare godt, at det ikke nødvendigvis løser nogle problemer. men for ikke så længe siden så alt så sort ud, at der ikke var andet at gøre. Jeg tænkte: "jeg har intet at miste, for det kan ikke blive værre", og så kan det jo kun blive bedre, hurra for det!

Man er nødt til at flytte sig når man går i stå. Nogle gange behøver man måske ikke komme længere væk end at man lige kan se tingene, situationen lidt på afstand - og først der kan man se, hvad der er godt, og hvad der skal ud, revurderes, nedbrydes, genopbygges.

Jeg behøvede måske egentligt ikke at komme ret langt væk, jeg skulle bare lige smage friheden. Men nu har jeg den endelig, og så tager jeg følgerne af at handle på sin første indskydelse, stærkt efterfulgt af den følelse, som udspringer af hjertets længsel og desperationens afgrunde.

Så her er jeg. På vej mod det nye.

Jeg tror ikke min nye levevis får ting til at forsvinde. Der er ingen garanti for opløsning af invaliderende, existentialistiske tankemønstre og penetrerende angst. Det eneste der er sikkert er, at der sker noget nyt.

Måske behøver jeg ikke flygte for evigt. Måske behøver jeg ikke opløse alt. Måske behøver jeg end ikke blive væk for længe, for én revolution er større end alverdens lange rejser.... at udleve flugten forklædt som hverdag i lyset af nuets kraft.

tak

P.S. jeg ville elske at blogge om mine oplevelser, men jeg kommer til at leve uden min computer i Taizé. Ses på den anden side!

Rent økonomisk

Ok, rent økonomisk var det en ret dum beslutning. Absolut ufornuftig. Det kan jeg godt selv se, nu når jeg snakker med bankrådgivnings-mennesker. Jeg har frivilligt afmeldt min SU, når jeg i stedet (måske) kunne blive sygemeldt eller bare være fortsat med at være indskrevet på studiet... og dermed være mange penge rigere de næste par måneder. Oveni det vælger jeg så at tage orlov fra mit job, så jeg mister indkomst der. Jeg vælger at rejse til Frankrig, når jeg burde blive hjemme og arbejde, søge jobs eller melde mig som slave af systemet (kontanthjælp). Ja, rent økonomisk virker det helt sindssygt. Rent økonomisk, men jeg synes ikke det er dumt. For det har gjort mig så meget lykkeligere. Måske netop derfor. Fordi økonomien ikke altid skal være en undskyldning: "jeg ville gerne rejse, eller gøre det og det og det, meeen jeg har ingen penge og jeg skal lige have styr på alt først". Ja, men så kan du måske vente for evigt. Du kan godt bare gøre det alligevel. Hvad er det værste der kan ske? Er der nogen der dræber dig, fordi du ikke betaler dine regninger? Flipper din bankrådgiver ud, fordi overtrækket ikke bliver dækket? Vil din økonomi ligge i ruiner til evig tid? Vil du være arbejdsløs for evigt, begå existentielt selvmord og drukne ledighedens sorger i selvdestruktion? Nej. Det skal nok blive bedre. Faktisk kan det kun blive bedre. Måske er alt kaos lige nu, men der er en mening med det, og det er godt!

befri dig selv

Bøn

Jeg ved ikke hvad bøn er. Jeg ved bare at det er godt for mig. Jeg begyndte at udforske det, da jeg i januar besøgte klostret Taizé i Frankrig. Der er fællesbøn 3 gange om dagen, hvor man synger nogle meditative sange og beder sammen i stilhed.
Jeg har næsten ikke bedt siden jeg kom hjem derfra, blandt andet fordi jeg ikke har haft mulighed for at være alene. Og jeg kan virkelig mærke hvordan jeg "kommer ud af træning".

Kald det meditation, hvis du vil. Det gør ikke den store forskel for mig. Nogle gange sidder jeg og gør ingenting. Uden et særligt fokus. Observerer bare mine tanker og lader dem være. Det kan skabe fred.
Andre gange beder jeg til Gud/Jesus/Krishna/Chi/Verdensaltet om at åbne mig op for livet, at tage imod Guds vilje og kærlighed - at lære at give slip og overgive mig 100 procent. Og det kan fx føre til en følelsesmæssig forløsning, ekstrem lykke og kærlighedsstrøm eller frygt og vrede.
Uanset hvad, så er det noget jeg vil tage mig tid til i min hverdag, for det er meget vigtigt for mig.

At bede giver mig mere ro, en mere afslappet krop, bedre tålmodighed, mere overbærenhed med andre mennesker, bedre koncentration. Det gør mig bedre til at håndtere stress, bedre til at omfavne stilheden, bedre til at have tillid til Gud, livet, musikken, andre mennesker og mig selv.
Og ikke mindst en bedre evne til at omfavne stilheden og at være nærværende i alt hvad jeg gør.

Det bringer mig mindre bekymring om fremtiden og bedre humør som følge af mindre bitterhed, fordi hele verden måske alligevel ikke er imod mig. Fordi verden måske alligevel ikke er helt igennem ond.

Fordi kærligheden findes overalt, og den findes i en form, som rækker langt ud over familie og parforhold.

Så hvad enten du er religiøs eller ej - prøv det!

Der er efter min mening ingen opskrift på hvordan du skal bede og meditere. Det vigtigste er, at du øver dig i at være til stede i nuet, alene med dig selv og stilheden (og Gud).

Nu til bøn og så godnat.

Lys og kærlighed til folket!