fragmenter

Lige nu kan jeg det, jeg kan nu. Ikke mere. Ikke mindre. Hvad er problemet? Du kan det, du kan, og det skal du vise til nogen. Måske kan du ikke vise alt det, du kan. Men den dag, i situationen viser du det, du gør, og det er det, du kan. og så har du gjort dit bedste.
Der er ingen undskyldninger. Det du kan synge i den situation, er det du synger, sådan er det bare. Bare gør det. Det kan ikke gå galt. Det kan bare gå. Du har den teknik i orden, som du har. Det er kun nervøsitet, men det er også en del af dig. Det bliver også en del af det du kan.

Hvis du gør dit bedste for at forberede dig, så kan du ikke gøre mere, og så bliver du fair bedømt på det, du kan. Og det må du bare lære at se i øjnene, uanset hvad udfaldet bliver. Det vigtigste er at du gør det. "Her er jeg!" Hvis dit bedste ikke er godt nok, er der ikke noget at gøre... andet end at arbejde videre.

Musik skal være ærligt, oprigtigt. Det behøver ikke være stort og teknisk svært. Ærligt og nøgent, som da Clara spillede folkemusik på sin violin. En irsk simpel melodi uden vibrato. Jeg var rørt fra første tone.

Efterfølgende føler jeg ikke selv at min musikalske praksis er ærlig. Klassisk sang/opera virker pt. ikke som det mest ærlige for mig. Det virker opstillet, stræbende efter en bestemt klang, en særlig kvinde- og personlighedstype. Det er ikke naturligt. Men derfor kan det godt fremstå naturligt. Jeg er ikke kun mig, når jeg synger, jeg er også en anden. Men jeg vil kunne se mig selv i det. Men hvad er så ærligt for mig? cello? orgel? som instrument er stemmen det mest oprigtige og autentiske for mig.

Er det genren? Er det et problem? Ja. Kan du gøre noget ved det? Ja. Fortsætte med at udforske, udvikle instrumentet, blive så teknisk dygtig som muligt, så du kan skabe en frihed til at udtrykke det du vil, det du flyder over med. Det må være meningen!

Jeg kan mærke, at jeg har nogle andre idealer end tidligere. Måske handler musik ikke om at kunne spille/synge det og det svære stykke. At få den store karriere. At spille der og der. Måske handler det bare om et ærligt udtryk, og om at røre nogle mennesker, uanset hvor meget de ved om musik. At underholde masserne. Dem der sætter mest pris på din amatørmusik.... beboerne på plejehjemmet. De kulturkristne proletarer i folkekirken. Hr. og Fru. DK til nytårskoncerterne....

Det skal være oprigtigt. MEN derfor kan det godt være god kunst. Måske er folkemusik ikke stor kunst (?), men det gør ikke noget. Det er nogle andre ting der tæller. Det handler ikke om hvad du opnår. Det handler om hvad du fylder din hverdag med.

Måske har jeg alligevel ikke fundet mit ultimative udtryksmedium.

Hvad kan jeg gøre? Ikke andet end at arbejde videre, indtil jeg finder det, og lære at elske processen. Det er jo det der med at udforske sig selv, instrumentet, musikken, som er det fedeste. Ikke selve fremførelsen, koncerten, 20 minutters kosmisk solskin.
Eller er det?

Post-optagelsesprøve-krise, skaldede mennesker og børn

Jeg har været til mgk-prøve. Efter prøver har man det altid sådan lidt - hvad så nu? Hvad skal jeg nu øve på? Hvor er målet? Og hvis man, ligesom mig, ikke består prøven - hvad skal jeg så med mit liv? Ja, jeg kom ikke ind. Jeg er skuffet, for jeg havde faktisk regnet med det. Endelig var jeg begyndt at tro på det. Nu kan jeg gøre hvad som helst næste år, og det er jo egentligt fint nok.
Hvad så nu? Svaret er simpel: LYDEN SKAL UD - øv videre! Jeg giver ikke op.

Forleden fik jeg lyst til at blive skaldet igen. Bare en lyst. En længsel efter følelsen af at bilde sig selv ind man er bare en lille smule fri. Men straks kom en masse indvendinger op. Tilfældige mennesker, som vil synes det er dumt, for du har jo så pænt og sundt hår. Mor som vil sige at det vil gøre dine muligheder for jobs mindre, og hvad nu med dit nuværende job, og sådan kan man ikke gå rundt og se ud når man er voksen. Helt ærligt. Der blev jeg lidt overrasket. Der tændtes en gammel flamme af vrede i mig. Hvor kan jeg ikke uden videre klippe mig skaldet bare fordi jeg har lyst? Fordi jeg er en kvinde. Og det er rigtigt. Skaldede mænd er accepteret. Det forringer ikke en mands jobmuligheder, medmindre man er tatoveret eller ligner en nazi. Og hvis jeg skulle blive fyret fra mit job som lærervikar, ville det så ikke være for langt ude? Hvad er det for et samfund, hvor frisure er en begrænsning?
Kan det virkelig passe, at danske kvinder anno 2010 ikke frit kan vælge frisure uden at ødelægge deres muligheder i samfundet?
Jeg håber nogle vil læse dette og debattere det.
Og nu bliver du jo bare skaldet for at gøre oprør og få opmærksomhed, den er så gammel, du er umoden.
Nej, hvis jeg vælger det, er det fordi jeg har lyst.

Nå ja, og så er jeg skruk. Det er forfærdeligt. Ustyrligt. Fysisk. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Måske ingenting.

Glædeligt forår

MGK

26. marts skal jeg til optagelsesprøve til mgk! Der er jo over en måned til, så jeg har masser af tid, det er så godt. Nu skal jeg til at finde en pianist, og jeg skal have planlagt et eller andet, hvor jeg kan komme til at synge for nogen. For det har jeg ikke rigtigt prøvet endnu. Og fra nu af skal der øves hver dag, også klaver, host. Jajaja!