Det existentielle valg

Jeg har ikke en eneste gang tvivlet på mit valg. jeg kan bare mærke, at det er det rigtige. det er utroligt. det er jo også meget nyt.

men idag kan jeg mærke en lille smule - ikke tvivl, men irritation, måske. en følelse af at det er ærgerligt, at jeg ikke får rammer, tid og mulighed for stille og roligt at arbejde med/udvikle mig ift. træning, løb (om søen), styrketræning (i kælderen) dans, yoga, svømning, orgel, sang, plantemad, gående meditation (om vores dejlige sø) osv.
Måske er det fordi at jeg før semesterstart var blevet enig med mig selv om, at hvis jeg bare trænede og øvede nok, så ville alt blive godt. Men allerede på førstedagen gik det op for mig, at det var en illusion - faktisk en stor fed løgn, skabt af hele det her præstationsorienterede samfund. 
jo, jeg ville måske nok få det lidt bedre pga. motionen og tilfredsstillelsen i at opnå noget. men det er 
ikke nok for mig. det ændrer ikke på det existentielle selvmord, som overskyggede alt.
der er forskellige opfattelser af, hvad et liv er. mit liv lignede et liv, et godt liv. men det var det bare ikke.
jeg kan altid komme tilbage og arbejde videre. det er aldrig for sent. og desuden er det netop det jeg gerne vil arbejde med at give slip på - den stress omkring at skulle (op)nå det og det indenfor den tidsramme, fordi det ville se godt ud på mit CV, fordi det kunne skabe et falsk, konstrueret selvværd. fordi så var jeg i det mindste noget, nogen.
men nu giver jeg slip. nej, jeg får måske ikke mulighed for at træne min krop mega meget eller øve mig,   men til gengæld lærer jeg så meget andet. jeg vil bare gerne lære at være til stede i nuet, og det er for mig noget af det vigtigste man kan lære. og vigtigst af alt - jeg befrier mig selv. og det har jeg gjort en gang for alle.
og det føles så rigtigt.

Er du musiker?

Jeg har altid villet svare JA, men nu ved jeg det ikke længere. Meget er ændret og sat i et andet perspektiv efter jeg er flyttet til Kbh. Dette er ikke baseret på min personlige emo-mening, men på professionelles udtalelser. Her er jeg intet som sanger. Jeg kan ikke få et kirkejob nu. Min stemme er umoden og utrænet og ikke kraftig nok. Ingen MGK og ingen amatørkor til mig. Jeg har indset at jeg ikke er rigtigt god til at synge, ikke en god sanger – endnu, selvfølgelig - jeg kan trænes op, men alligevel. Jeg kan meget mindre end jeg selv troede/syntes. Dermed har jeg indset at jeg ikke er rigtigt god til noget. I hvert fald ikke inden for musik. Ikke sang, ikke cello (mere), ikke klaver, ikke øvning eller discipin

Hvad så nu?

Er ”musiker” stadig min identitet? Har jeg nogensinde haft noget at have det i? Kan jeg virkelig noget eller er jeg bare – som en altoverskyggende sætning fra et af mine utallige sammenbrud:

”et ynkeligt menneske som gør et ynkeligt forsøg på at lave kunst”?

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg får det fysisk dårligt af at stå og kigge på hylden med selvhjælpsbøger på biblioteket. Jeg sætter mig ind i et øvelokale og får det bare værre og værre. Jeg kan ikke holde ud at høre på min egen stemme. Har ikke lyst til at åbne munden, så lyden kan komme ud.

Men hvad skal jeg så lave?

Jeg aner det ikke.