problemet for mig, og andre "typer som mig"
er, at vi er desperate efter at leve. Totalt desperate. Bange for ikke at leve. Det er et tilbagevendende tema i mine skriftlige bekendelser. Vi søger noget, som ikke findes. På jagt efter, en længsel efter, en intensitet så stærk, at intet andet ville kunne existere samtidigt. En existens så larmende, at alle bliver døve. En intensitet så energikrævende, at den højst kan udleves et par dage, måske en uge. En penetrerende angst for hverdagen. For at gå i stå, forstenes, leverpostejes, finde svaret.
Faktisk vil vi ikke have svaret. For vi elsker, e l s k e r at være søgende. Det er en livsstil. Det er en følelse. Alt er følelser. Og stemninger. Fragmenter, øjeblikke.
Der existerer ikke andet.
Derfor kaster vi os gentagne gange ud i natten. I beruselsen. Af musik, alkohol, mad, kroppe, lyde, hud, sang, skrig, vrede, idealisme.
Hvad er problemet så?
Der står en hverdag derude, og venter på dig. Organismen har ikke uendelig energi. Visse ting kræver rutine. Selv kunst.
