Koncert Palmesøndag

Johannes-passion, Matthæus-passion og Messias; det vrimler med påskeoratorier i Kbh. Kom og hør en anderledes passion fra 1585 for a capella kor. 

Rutter

I aften skal jeg spille koncert med Akademisk Orkester og Kor i Helligåndskirken (København). Det er et lækkert program af den engelske, nulevende komponist John Rutter. Jeg glæder mig rigtigt meget!

Blandt musikere er der delte meninger om hans musik, måske især på grund af hans gennemsyrende hang til popharmonik og tårepersende (på grænsen til det sentimentale) kormusik. Jeg selv er en stor fan. Nok fordi jeg elsker pop (hvad det så end er). Jeg kunne sige mange ting om pop, men jeg vil forbeholde mig retten til at sige, at jeg ikke ved hvad det er. Og alligevel ved jeg altid hvad det er, når jeg hører det. Her møder vi igen problemet med ordene. Jeg ved bare, at rent harmonisk er der specifikke akkorder, som kan få tårerne til at flyde. Det synes jeg er ekstremt interessant. Hvad er det lige præcis, der gør det, og er det forskelligt fra person til person? For mig er det ofte en tonika-afledning, især D-dur -> H-mol. Mums. Men hvorfor? Endnu engang vil jeg lade dette spørgsmål ligge - og måske læserne vil byde ind? Muligvis vender jeg tilbage til det senere, når jeg har studeret det lidt nærmere.

Det er gået op for mig, at jeg har sunget Rutters værker længe før jeg vidste, at det var ham der havde skrevet dem. Fx The lord bless you and keep you

Første gang jeg stiftede bekendtskab med hans navn var for et år siden, da jeg blev præsenteret for denne sats, som stadig er min absolutte favorit blandt hans værker, noget af det smukkeste jeg har hørt:

Esurientes fra Magnificat af John Rutter

Kom og udforsk Rutter og dine pop-ører- og øjne i aften kl. 19.30! 

Grænsens begyndelse / begyndelsens grænse

Jeg mener, at denne blog har nået en grænse. Grænsen for hvor mange personlige, eksistentialistiske tekster jeg vil offentliggøre her. I stedet vil jeg udelukkende samle teksterne i mit litterære projekt, erkendelsesromanen "En gymnasieelevs tankestrømme" / "En emos bekendelser", som kan findes her


Nu vil jeg forsøge mig med et "seriøst" indlæg. Med det mener jeg en tekst, hvor fortælleren har accepteret, at egoet eksisterer. En fortæller som er nogen, mig. Jeg vil fremover skrive om hvad jeg rent faktisk går og laver, og hvem jeg tror, jeg er - i tråd med bloggens tema: musik, kunst, kultur og personlig udvikling. Den måde at skrive på er meget udfordrende for mig. Gad vide hvorfor... men lad nu det ligge. Det er en del af øvelsen i at tænke mindre.

Jeg har længe tænkt på at skrive om alle de koncerter jeg hører. Men det har jeg undladt, fordi jeg har det svært med at dømme musik. Selvom jeg nok ubevidst gør det konstant. Når jeg har hørt en koncert har jeg bare svært ved at udtale mig om den. Om det var "godt" eller "dårligt". For hvad mener man med det? Er det ikke en totalt naiv simplificering af det (intense) nærvær, man lige har oplevet? Hvad nytter det at bruge sin institutionaliserede musikvidenskabelige og analytiske viden til at bedømme kvaliteten, værdien af musikken og fremførelsen af det? - hvis ingen ord nogensinde vil kunne beskrive det. Jeg mener, at der ikke findes ord, som kan beskrive musikken. Jo, selvfølgelig findes der deskriptive ord, som måske kan give oplevelsen mere mening. Men der findes bare ikke ord, som kan beskrive lydens virkelighed. Hvis ord kunne beskrive musikken, hvorfor er den så blevet skabt? Hvorfor skal vi snakke så meget? Hvorfor skal vi dømme så meget? 
Måske skal man bare øve sig i at være til stede med sit begyndersind i det, som musikken virkelig er: 100% nærvær. 


go with the flow

exhalerende existenser

Jeg er bare et menneske. Et menneske, som ånder ind og ud. Nogle gange ånder jeg sammen med andre. Nogle gange foran andre. En blottelse. En åben mund. Et åbent svælg, hvori man kan nedstoppe sprøde, spændstige tulipaner. Tulipanerne ånder. Foråret stønner. Alkoholiske ånde. Guds ånd over vandene. Alt er ind og ud. Det er banalt. Spørgsmålet er, hvor mange lunger du har.

et menneske

jeg er bare et menneske. et menneske i skiundertøj. et menneske med hennafarvet hår. et menneske, som blogger om morgenen. et menneske som lever af vegetabilsk føde. et menneske, som beder til gud. et menneske der forsøger at tage en uddannelse. et menneske, som lejlighedsvis anvender rusmidler til at udfolde de fortrængte følelser. et menneske der kan råbe og skrige og græde i timevis af frustration. et menneske som ved, at det bare er fordi det er bygget af passion. et menneske som spiser en appelsin. et menneske som er i stand til at elske. et menneske som iscenesætter sig selv. et menneske uden identitet. et menneske med identitet. et menneske som springer ud sammen med foråret. lever med tulipaner i sit indre. et syngende menneske. et beruset menneske. et menneske som spiller cello. et menneske som virkelig forsøger ikke at være bitter. et levende menneske.

fluktuerende existens på græs

jeg er simpelthen nødt til at stoppe med at tænke. ganske enkelt. mine tanker dræber mig langsomt, fordi jeg hvert øjeblik skal vurdere værdien, meningen og det højere formål med hver en lille handling. og i sidste ende kan ingen handling udføres, fordi der måske ingen mening er, fordi alt er en illusion, inkl. det ego som tænker tankerne, denne teori er forresten også en social konstruktion, og enhver form for opnåelse vil kun styrke dette. derfor kan man ligeså godt blive liggende i sin seng. men det skal slutte nu. kunstneren siger farvel til ordkløveren. jeg misbruger ord. jeg er simpelthen for poetisk i min formuleringer af existensens finurligheder. for dramatisk og iscenesættende. sygeligt stemningsfikseret, benægtende virkeligheden. og det fører ingen vegne. jeg elsker ord og jeg er træt af ord.jeg har muligvis et lettere forskruet forhold til lyst. længe har jeg arbejdet på at forsøge at slippe af med det kontrollerede. men det har drevet mig ud over andre klipper. i en afgrund af lyst og dermed også muligheden for manglende tilstedeværelse af lyst. jeg havde en idé om, at man kun skal gøre det man har lyst til. men der er jo ingen der lever sådan. for så vil man sjældent opnå noget, hvilket kræver disciplin og tillid til fornuften. og hvad hvis man ikke har lyst til noget? derfor vil jeg nu acceptere nødvendigheden af det existentielle selvmord for at kunne fungere bare nogenlunde i en forskruet og ulystelig verden. 
jeg agter at fortabe mig i trivialiteter.

fragmenter

Lige nu kan jeg det, jeg kan nu. Ikke mere. Ikke mindre. Hvad er problemet? Du kan det, du kan, og det skal du vise til nogen. Måske kan du ikke vise alt det, du kan. Men den dag, i situationen viser du det, du gør, og det er det, du kan. og så har du gjort dit bedste.
Der er ingen undskyldninger. Det du kan synge i den situation, er det du synger, sådan er det bare. Bare gør det. Det kan ikke gå galt. Det kan bare gå. Du har den teknik i orden, som du har. Det er kun nervøsitet, men det er også en del af dig. Det bliver også en del af det du kan.

Hvis du gør dit bedste for at forberede dig, så kan du ikke gøre mere, og så bliver du fair bedømt på det, du kan. Og det må du bare lære at se i øjnene, uanset hvad udfaldet bliver. Det vigtigste er at du gør det. "Her er jeg!" Hvis dit bedste ikke er godt nok, er der ikke noget at gøre... andet end at arbejde videre.

Musik skal være ærligt, oprigtigt. Det behøver ikke være stort og teknisk svært. Ærligt og nøgent, som da Clara spillede folkemusik på sin violin. En irsk simpel melodi uden vibrato. Jeg var rørt fra første tone.

Efterfølgende føler jeg ikke selv at min musikalske praksis er ærlig. Klassisk sang/opera virker pt. ikke som det mest ærlige for mig. Det virker opstillet, stræbende efter en bestemt klang, en særlig kvinde- og personlighedstype. Det er ikke naturligt. Men derfor kan det godt fremstå naturligt. Jeg er ikke kun mig, når jeg synger, jeg er også en anden. Men jeg vil kunne se mig selv i det. Men hvad er så ærligt for mig? cello? orgel? som instrument er stemmen det mest oprigtige og autentiske for mig.

Er det genren? Er det et problem? Ja. Kan du gøre noget ved det? Ja. Fortsætte med at udforske, udvikle instrumentet, blive så teknisk dygtig som muligt, så du kan skabe en frihed til at udtrykke det du vil, det du flyder over med. Det må være meningen!

Jeg kan mærke, at jeg har nogle andre idealer end tidligere. Måske handler musik ikke om at kunne spille/synge det og det svære stykke. At få den store karriere. At spille der og der. Måske handler det bare om et ærligt udtryk, og om at røre nogle mennesker, uanset hvor meget de ved om musik. At underholde masserne. Dem der sætter mest pris på din amatørmusik.... beboerne på plejehjemmet. De kulturkristne proletarer i folkekirken. Hr. og Fru. DK til nytårskoncerterne....

Det skal være oprigtigt. MEN derfor kan det godt være god kunst. Måske er folkemusik ikke stor kunst (?), men det gør ikke noget. Det er nogle andre ting der tæller. Det handler ikke om hvad du opnår. Det handler om hvad du fylder din hverdag med.

Måske har jeg alligevel ikke fundet mit ultimative udtryksmedium.

Hvad kan jeg gøre? Ikke andet end at arbejde videre, indtil jeg finder det, og lære at elske processen. Det er jo det der med at udforske sig selv, instrumentet, musikken, som er det fedeste. Ikke selve fremførelsen, koncerten, 20 minutters kosmisk solskin.
Eller er det?