Det existentielle valg

Jeg har ikke en eneste gang tvivlet på mit valg. jeg kan bare mærke, at det er det rigtige. det er utroligt. det er jo også meget nyt.

men idag kan jeg mærke en lille smule - ikke tvivl, men irritation, måske. en følelse af at det er ærgerligt, at jeg ikke får rammer, tid og mulighed for stille og roligt at arbejde med/udvikle mig ift. træning, løb (om søen), styrketræning (i kælderen) dans, yoga, svømning, orgel, sang, plantemad, gående meditation (om vores dejlige sø) osv.
Måske er det fordi at jeg før semesterstart var blevet enig med mig selv om, at hvis jeg bare trænede og øvede nok, så ville alt blive godt. Men allerede på førstedagen gik det op for mig, at det var en illusion - faktisk en stor fed løgn, skabt af hele det her præstationsorienterede samfund. 
jo, jeg ville måske nok få det lidt bedre pga. motionen og tilfredsstillelsen i at opnå noget. men det er 
ikke nok for mig. det ændrer ikke på det existentielle selvmord, som overskyggede alt.
der er forskellige opfattelser af, hvad et liv er. mit liv lignede et liv, et godt liv. men det var det bare ikke.
jeg kan altid komme tilbage og arbejde videre. det er aldrig for sent. og desuden er det netop det jeg gerne vil arbejde med at give slip på - den stress omkring at skulle (op)nå det og det indenfor den tidsramme, fordi det ville se godt ud på mit CV, fordi det kunne skabe et falsk, konstrueret selvværd. fordi så var jeg i det mindste noget, nogen.
men nu giver jeg slip. nej, jeg får måske ikke mulighed for at træne min krop mega meget eller øve mig,   men til gengæld lærer jeg så meget andet. jeg vil bare gerne lære at være til stede i nuet, og det er for mig noget af det vigtigste man kan lære. og vigtigst af alt - jeg befrier mig selv. og det har jeg gjort en gang for alle.
og det føles så rigtigt.

Fortiden

.. romantiseres engang imellem. nej, du kan ligeså godt lade være med at prøve at genskabe noget, som engang var, og som aldrig bliver sådan igen. det er gode minder, og sådan skal det nogle gange forblive. hvem savner ikke den naive, semilykkelige, hårdtelskende, nærmest hjernedøde tilstand man befandt sig i da man gik i 1.g?

jeg savner rigtigt meget de kor og orkestre jeg har spillet i, og især weekenderne, masterclass og rejser. men det kan aldrig blive det samme igen. for jeg er ikke længere den samme. det er ingen.

og det er ok.

Hvileløs dag 1

Hvileløs i København.
De har alle været her.
Kierkegaard, Dan Turell og.... jaja, de andre. Vadet rundt i byen. Det kongelige biblioteks have, mit yndlingssted. Siddet på caféer, værtshuse og har drukket, filosoferet, tænkt og lavet ingenting.
Det er det jeg forsøger at lave. Ingenting. Eller også flygter jeg bare fra mine reelle projekter.

I morges følte jeg ingenting. Jeg følte mig bare tom. Lidt frustreret, lidt desperat. Syntes jeg burde tage ud på uni, men min krop gjorde modstand. Den vil ikke. Den vil noget andet. Det har den villet i mere end et år. Fornuften er ikke længere fornuftig, for det såkaldte "fornuftige" modarbejder hele min eksistens. Aggressivt. Og jeg tror ikke det stopper før jeg ændrer noget.

Første stop: Baresso, Bernstorffsgade, overfor Tivoli. Kommercielt. Poppet. Mainstream. Usmageligt. Kedeligt. Men der er flot træværk, melankolsk jazz og eksklusive toiletter akkompagneret af flygelonani i kælderen, som deles med Hotel Plaza. Soyalatte. Det klinger ikke godt. Fremover vil jeg kun drikke sort kaffe, med mindre kaffen udgør et måltid.
¨
Hvis jeg havde sort hår og gik klædt i sort, ville jeg være en rigtig emo. En mystisk "kunstner". Men mit hår er rødt og min påklædning råbende. Min indre kunstner har begået selvmord. Universitetets institutionalisering af kunsten har bidraget til mit existentielle selvmord. Jeg kan ikke udfolde mig inden for de rammer. Jeg kan ikke trække vejret. Det har de sidste to år lært mig. Nogle mener at flugten fra uni er lang.
Og her går jeg i stå.

Jeg er desperat. Hvad skal jeg gøre? Ingenting. For ud af ingenting kan der vokse tulipaner. Eller lort. Eller en guddommelig stilhed, en helvedes larm forklædt som kunst eller jazz.

Hvem er jeg? Hvor er jeg på vej hen? Sandheden er at jeg er træt af ord. Træt af at synge. Træt af musik. Træt af at spise, sove, drikke, elske. Træt af at være nogen. Træt af ikke at være nogen.
Træt af at skrive.

Den Danske Sangskat

Jeg har den danske sangskat meget kær. Denne smukke sang har jeg netop opdaget. Det er en nyere folkevise, som på Fanø også bruges til folkedansen Sønderhoning. 
Den kaldes også "Den forskudte pige", men den bliver også sunget med en mandlig fortæller. 

Per Drud Nielsen skriver:
"Tilfældigheder er vel med til at afgøre, hvilke folkeviser, vi synger, og hvilke, vi ikke synger. Denne her er blandt de sjældent sungne, men måske kan min korsats være med til at råde bod på det. Visen er overleveret i adskillige udgaver. Oprindeligt har tekstens jeg været en pige, der er blevet vraget af en ung mand, men mange af de nyere udgaver har påført visen en kønsskifteoperation: tekstens jeg er blevet gjort til en han og den svigefulde til en hun. Som det fremgår, har jeg valgt at vende tilbage til den oprindelige kønsfordeling:

Den forskudte pige synger om og til den mand, der har forladt hende."

Jeg hører en indspilning med Musica Ficta fra albummet "Den danske sangskat, vol.7". Det er et lækkert arrangement af Bo Holten med de smukkeste sopransoli. 
Denne sang er så vanvittigt smuk, og den går lige ind i mit ømme, popelskende hjerte. 

Jeg går i tusind tanker
Dansk folkemelodi - Tekst: Ukendt

Jeg går i tusind tanker,
jeg elsker den, jeg ej kan få. 
Når han i glæden vanker, 
jeg ensom sørge må 
alene for den, jeg ej fik, 
som jeg har haft så kær. 
De mennesker så falske 
dertil årsagen er.

O ve, for hård en skæbne, 
mit hjerte er af sorgen klemt. 
Den ven, jeg mig udvalgte, 
han har mig nu forglemt. 
Jeg finder ingen anden ven, 
som dæmpe kan min kval. 
Jeg sørger og studerer,
og jeg er næsten gal.

Jeg så vel mange andre,
men det kan ikke nytte mig. 
Hvor jeg i verden vandrer, 
min tanke er hos dig.
Om natten, når jeg hviler mig, 
du for mig svæver om.
O ve, for en ulykke,
at jeg til verden kom.

Se blomsterne de skønne, 
hvor dejligt de på marken stå,
jeg sørger mig til døde
for den, jeg ej kan få.
Ja, om jeg må i døden gå, 
da bliver sorgen din.
Ret aldrig udi verden
går du ud af mit sind.

Langt heller vil jeg vandre 
den lange vej med stort besvær, 
end som jeg ville leve
blandt falske mennesker.
Til øde mark jeg rejse vil,
og der mit telt opslå;
for hvert et ord, jeg taler,
af skoven svar jeg få.

Her er sangen i et arrangement af Per Drud Nielsen, så kan du jo gå amok derhjemme!
SATB arrangement af sangen

Farvel facebook

en dag i et liv

Jeg har fjernet facebook, iphone (den døde) og alkohol fra mit liv. Nu virker mit liv utroligt tomt... det er sgu sørgeligt.

Jeg savner nærvær, oprigtig interesse og fokus. 

STAY TRUE

Skønhed

"Bedre at gøre vel hjemme end at rejse langt væk for at brænde røgelse." - sådan står der på en væg på mit kollegie, og idag gav det bare mening for mig.

Jeg interesserer mig meget for skønhed. Gør alle ikke det? Findes der mennesker, som ikke gør? Måske.

Du behøver ikke rejse væk for at finde skønhed! Ej heller tabe 10 kg eller få en ny frisure (jo, måske i nogle tilfælde). Skønhed findes lige uden for din dør!

Uden for mit vindue er der en grønt græs, træer, en skøn sø med svaner og ænder, søde hunde der går tur, rislende vand, et bålsted og det perfekte bedested lige ned til vandet!

Mit køkken er fyldt med dejlige, spændstige, økologiske grøntsager og frugter. Og masser ikke-vold.

Min vindueskarm prydes af to smukke, blomstrende orkidéer.

Mit værelse bugner af lækker, velduftende the og kaffe.

Jeg ejer en cello og et klaver, som kan frembringe skønne lyde.

Jeg har adgang til alverdens skønne musik via min computer.

Sidst, men ikke mindst, er min telefonbog fuld af numre på skønne mennesker, som jeg ved gerne vil komme og opleve skønheden med mig!

Så indtil videre... bliver jeg bare her.