The Social Network

Mit ellers så stabile kærlighedsforhold til Zuckerberg er i krise. Jeg har holdt en god pause fra netværket, er vendt tilbage, og nu er jeg chokeret over, at jeg nærmest har mistet interessen for det.
Først ville jeg udelukke al overfladisk kommunikation og have et meget lille netværk af de "nærmeste" personer. Men hvorfor så overhovedet bruge facebook? Dem ringer man da til eller skriver en mail?

"Networking er godt", har jeg hørt, og det var jeg også helt sikker på før. Jeg elskede det. Men nu er jeg ikke så sikker mere. Jeg besluttede mig for at opbygge et netværk igen. Men efter lidt tid indså jeg, at det ikke giver mening for mig mere, at ansøge 900+ "venner", som jeg sandsynligvis aldrig kommer til at snakke med, og som sandsynligvis aldrig ville sende mig en mail, som sandsynligvis ikke engang har opdaget at jeg var væk, ligesom jeg selv har glemt mange af dem på bare et halvt år. Da jeg kontaktede dem i sin tid, var det fordi vi havde noget sammen på det tidspunkt, et projekt, et orkester, et kor, så gav det måske mening. Men nu? Hvad skal vi bruge hinanden til?

Ja, networking er sikkert godt, men jeg kan bare ikke forstå facebook mere. Jeg forstår ikke hvad det er man vil opnå ud over bekræftelse af ens person og holdninger fra folk, som allerede er enige.
Er det networking? Hvem lytter egentligt til andet end sit eget soundtrack? Fra mit perspektiv ligner det bare en masse monologer, som ens "venner" måske lige akkurat gider bruge energi på at trykke pegefingeren ned og "like".

Er det kommunikation? Er det meningen jeg skal føle mig værdsat fordi du gad bruge et par sekunder af dit liv på mig? Kan du lide mig for den person jeg er eller pga. det jeg kan, det jeg laver eller den rolle jeg spiller i dit personlige dukketeater? (business lingo: brand)
Send dog en mail. "Men det har vi ikke overskud til", nej, det har jeg heller ikke. Skulle vi så ikke bare lade være?

Mest af alt gider jeg ikke bruge energi på at være vred over netværket eller imod det. Det er en del af folks liv, ligesom tv, kød, forbrug, alkohol osv. og det kan man ikke bare lige ændre på. Jeg har accepteret facebook, accepteret at det er en del af nutidens kommunikation. Men som så meget andet, finder jeg det bare ikke tilfredsstillende længere, faktisk ikke engang bare en smule underholdende.

Stiller jeg for høje krav til verden, til kommunikation og andre mennesker? Måske. Men det står jeg fast på. Vi er nødt til at kræve noget mere, hvis vi vil have en god livskvalitet. Vores kultur er så fuld af underlødig underholdning og tidsfordriv, som slet ikke stimulerer vores hjerner eller udnytter vores potentiale eller vores fantastiske kroppe, faktisk tværtimod. Resultatet? Vores hjerner bliver dårligere til at fokusere, og jeg tror vi bliver dummere, mere usunde, mere stressede, mere overfladiske, mere kyniske.
Hvorfor acceptere det? "sådan er livet, dette er virkeligheden" - er det? Problemet opstår når alle stopper med at stille krav, når alle accepterer at blive "fodret" med underlødig kost, fysisk, mentalt, åndeligt.

Kræv nærvær! Kræv oprigtig kommunikation! Kræv sundhed og vitalitet! Kræv kærlighed!

Jep, jeg er en udslidt, egocentrisk autenticitetsjæger/urtekusse.... 

Kære facebookvenner

Hvad blev der af Tabita Annabell?

Jeg har været på dannelsesrejse. Jeg har ryddet op i mit liv.
Nu er der kun Gud og orgel tilbage.

Kunstnerne

Der er nogle mennesker, som jeg er meget fascineret af. "Kunstnere"? Jeg møder måske et par om året. Jeg ved ikke hvorfor. Der er bare noget ved dem. Og de får mig til at føle mig kedelig, hæmmet. Som en pæn pige, en konservativ klassisk musiker.

Hvad er det ved dem jeg kan lide?
De virker "frie". De går i mærkeligt og sejt tøj. De laver kunst. De går deres egne veje og de virker ligeglade med hvad andre tænker. Det er en stemning, en iscenesættelse; deres måde at gå på, at tale på, at ryge på, deres udstråling.

Kunstnerne, skrigerne, de levende levende. Det er stemningen. Den stemning der kan være omkring en person. Hvordan de lever. Hvordan de flyver gennem verden, livet. Meget levende, sanseligt, kropsligt.

Græs, hud, hår, læber.
Lange skørter, sort tøj, vin, cigaretter, nattens liv og penetrerende mærke, kroppes friktion, desperationen, længslen, den vanvittige længsel efter at leve, som om man aldrig kan leve nok.
Som om man aldrig nogensinde kan blive ordentligt mættet eller tilfredsstillet, hverken åndeligt, kunstnerisk eller kropsligt. Det menneskelige, det dyriske, det kødelige, det åndelige - forenet, blandet sammen i en dyb, plaskende kilde, som man kan drukne i.

Måske er jeg en af dem. Men længslen drev mig til vanvid, som det er sket for så mange andre før mig. Åd mig op indefra, langsomt, dræbte mig. Jeg kan føle det her og nu. Som en stemning eller et begreb. Men ord kan ikke beskrive det tilstrækkeligt. Beskrive dem, mig, dette liv.
Jeg ville ønske at jeg kunne udtrykke det på en anden måde. Skrive et stykke musik eller sådan noget.
Men det må komme med tiden. Hvordan tror du lyden af dem ville lyde?

En rejse afsluttes, en ny begynder

Dette var mine første ord efter jeg forlod Taizé. Mange ord kom før dem, og jeg har lyst til at dele nogle af dem på min nye blog


//
4.12.12
Nu er jeg ude i "den virkelige verden"på vej til Paris. Efter næsten 2 måneder i en forholdsvis isoleret verden i et kloster. En verden uden tv, internet, nyheder, fester, alkohol, ateister etc...
Er jeg bange for verden? Nej. Jeg synes samfundet er lidt dekadent og skræmmende, men jeg ved, hvor jeg har min tillid. I know where I put all my trust. Og jeg ved at ingen kan fratage mig dette nye liv, som lever i mig.
Det var rørende at tage afsked med Taizé, min familie der og min elskling. Sørgmodigt. Men samtidigt har jeg en stille glæde indeni. Jeg føler at det er den rigtige beslutning, den rette tid. Jeg er uendeligt taknemmelig for de gaver, jeg har modtaget. Nu glæder jeg mig til at "bruge" dem i mit liv, udleve det. Midt i den store, beskidte civilisation. Blandt deprimerede mennesker, negative energier, recession, degeneration. Det er nu den store udfordring begynder.

Hvad kan jeg gøre for verden?
Hvad kan jeg være for andre mennesker?
Det ved jeg ikke endnu. Men det vil vise sig, det er jeg sikker på. Det hele vil komme til mig, somehow. Men det tager tid.

Dare to wait.

Wait for the Lord, whose day is near
Wait for the Lord, keep watch, take heart

//

Nyt og gammelt

Hvad er det du vil?

I wanna feel my best! (I wanna look my best)
.. og bare generelt udnytte mit potentiale. 

Hvem vil ikke det?! Hvorfor sidder vi så fast i vores (dårlige) vaner?

Dét har altid fascineret mig ved mennesket.. man vil en ting, men gør noget andet. Ak ja, vanens magt.

Jeg har en forestilling om at jeg kan bryde mine vaner. Er det sandt? Eller eksporterer jeg bare mine vaner til nogle nye rammer? Ingen ved det, ingen kan vide det, før det er sket.

Hvor længe skal jeg blive dernede, i Frankrig? Jeg ved det ikke. Det står endnu hen i det uvisse, og det er måske netop det magiske ved det. Mindst fire uger. Jeg har ikke besluttet mig endnu, jeg lader muligheden stå åben, hej gud, tell me what to do. Indtil videre har jeg besluttet mig for to måneder i alt. Ønsker jeg at sætte mit "liv" her i Danmark i stå? Nej, faktisk ikke, for det er ingen løsning. Det er godt at komme væk, det er det helt sikkert. I nye rammer er det lettere at tillægge sig nye vaner og tage afstand fra gamle, tror jeg, men du er stadig dig, og verden udenfor fortsætter.

Man kan flygte, men det er begrænset hvor længe. Det er dog heller ikke det jeg vil, flygte. Jo, på en måde. Jeg ved bare godt, at det ikke nødvendigvis løser nogle problemer. men for ikke så længe siden så alt så sort ud, at der ikke var andet at gøre. Jeg tænkte: "jeg har intet at miste, for det kan ikke blive værre", og så kan det jo kun blive bedre, hurra for det!

Man er nødt til at flytte sig når man går i stå. Nogle gange behøver man måske ikke komme længere væk end at man lige kan se tingene, situationen lidt på afstand - og først der kan man se, hvad der er godt, og hvad der skal ud, revurderes, nedbrydes, genopbygges.

Jeg behøvede måske egentligt ikke at komme ret langt væk, jeg skulle bare lige smage friheden. Men nu har jeg den endelig, og så tager jeg følgerne af at handle på sin første indskydelse, stærkt efterfulgt af den følelse, som udspringer af hjertets længsel og desperationens afgrunde.

Så her er jeg. På vej mod det nye.

Jeg tror ikke min nye levevis får ting til at forsvinde. Der er ingen garanti for opløsning af invaliderende, existentialistiske tankemønstre og penetrerende angst. Det eneste der er sikkert er, at der sker noget nyt.

Måske behøver jeg ikke flygte for evigt. Måske behøver jeg ikke opløse alt. Måske behøver jeg end ikke blive væk for længe, for én revolution er større end alverdens lange rejser.... at udleve flugten forklædt som hverdag i lyset af nuets kraft.

tak

P.S. jeg ville elske at blogge om mine oplevelser, men jeg kommer til at leve uden min computer i Taizé. Ses på den anden side!

Morgen

jeg elsker morgener. jeg har brug for morgenen. morgenens stilhed. morgenens ensomhed. morgenens kølighed. hvis jeg ikke oplever den, føler jeg virkelig at jeg er gået glip af noget.

tiden før alle går igang. tiden hvor de fleste sover, hvor verden stadig står stille, ligesom mig. om morgenen har jeg brug for at strække min krop. at lytte til salmer. at trække vejret. gøre én ting ad gangen. øve mig i at være til stede i nuet. kommunikere med gud. træde ud i det verden og mærke luften mod min hud. træde endnu et lillebitte skridt ad den vej, jeg befinder mig på.

tilværelsens mysterium

jeg føler jeg står udenfor og ser på livet i stedet for at leve det. sådan har jeg haft det i flere år. hvad er livet? hvad er et menneske? det er så komplekst, at jeg ikke kan rumme det. det er så smukt og så grimt på samme tid. jeg ser stemninger, føler stemninger. alt er stemninger. jeg tror det gik op for mig engang, da jeg læste et digt eller en bog, et stykke litteratur. der indså jeg, at mange forfattere lever af at indfange stemninger. det er vel egentligt det meget kunst handler om.

det var stemningerne. men der er også noget andet. hverdagen. fornuften. noget andet. 

jeg vil gerne skrive om det, men jeg aner ikke hvordan jeg skal beskrive det. der findes så meget, som der ikke er ord for. man kan ikke forklare hvad et liv er, et menneske, en tilværelse. der er så forfærdeligt mange små detaljer, fuger, mønstre, facetter, stemninger, følelser, længsler, at det ikke kan beskrives. så intenst at det ikke kan udtrykkes og så vagt, at man kun lige kan ane det. men jeg har brug for at udtrykke det, beskrive det. jeg har bare ikke fundet en metode eller et medie endnu...