Post-optagelsesprøve-krise, skaldede mennesker og børn

Jeg har været til mgk-prøve. Efter prøver har man det altid sådan lidt - hvad så nu? Hvad skal jeg nu øve på? Hvor er målet? Og hvis man, ligesom mig, ikke består prøven - hvad skal jeg så med mit liv? Ja, jeg kom ikke ind. Jeg er skuffet, for jeg havde faktisk regnet med det. Endelig var jeg begyndt at tro på det. Nu kan jeg gøre hvad som helst næste år, og det er jo egentligt fint nok.
Hvad så nu? Svaret er simpel: LYDEN SKAL UD - øv videre! Jeg giver ikke op.

Forleden fik jeg lyst til at blive skaldet igen. Bare en lyst. En længsel efter følelsen af at bilde sig selv ind man er bare en lille smule fri. Men straks kom en masse indvendinger op. Tilfældige mennesker, som vil synes det er dumt, for du har jo så pænt og sundt hår. Mor som vil sige at det vil gøre dine muligheder for jobs mindre, og hvad nu med dit nuværende job, og sådan kan man ikke gå rundt og se ud når man er voksen. Helt ærligt. Der blev jeg lidt overrasket. Der tændtes en gammel flamme af vrede i mig. Hvor kan jeg ikke uden videre klippe mig skaldet bare fordi jeg har lyst? Fordi jeg er en kvinde. Og det er rigtigt. Skaldede mænd er accepteret. Det forringer ikke en mands jobmuligheder, medmindre man er tatoveret eller ligner en nazi. Og hvis jeg skulle blive fyret fra mit job som lærervikar, ville det så ikke være for langt ude? Hvad er det for et samfund, hvor frisure er en begrænsning?
Kan det virkelig passe, at danske kvinder anno 2010 ikke frit kan vælge frisure uden at ødelægge deres muligheder i samfundet?
Jeg håber nogle vil læse dette og debattere det.
Og nu bliver du jo bare skaldet for at gøre oprør og få opmærksomhed, den er så gammel, du er umoden.
Nej, hvis jeg vælger det, er det fordi jeg har lyst.

Nå ja, og så er jeg skruk. Det er forfærdeligt. Ustyrligt. Fysisk. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Måske ingenting.

Glædeligt forår