Hvileløs dag 1

Hvileløs i København.
De har alle været her.
Kierkegaard, Dan Turell og.... jaja, de andre. Vadet rundt i byen. Det kongelige biblioteks have, mit yndlingssted. Siddet på caféer, værtshuse og har drukket, filosoferet, tænkt og lavet ingenting.
Det er det jeg forsøger at lave. Ingenting. Eller også flygter jeg bare fra mine reelle projekter.

I morges følte jeg ingenting. Jeg følte mig bare tom. Lidt frustreret, lidt desperat. Syntes jeg burde tage ud på uni, men min krop gjorde modstand. Den vil ikke. Den vil noget andet. Det har den villet i mere end et år. Fornuften er ikke længere fornuftig, for det såkaldte "fornuftige" modarbejder hele min eksistens. Aggressivt. Og jeg tror ikke det stopper før jeg ændrer noget.

Første stop: Baresso, Bernstorffsgade, overfor Tivoli. Kommercielt. Poppet. Mainstream. Usmageligt. Kedeligt. Men der er flot træværk, melankolsk jazz og eksklusive toiletter akkompagneret af flygelonani i kælderen, som deles med Hotel Plaza. Soyalatte. Det klinger ikke godt. Fremover vil jeg kun drikke sort kaffe, med mindre kaffen udgør et måltid.
¨
Hvis jeg havde sort hår og gik klædt i sort, ville jeg være en rigtig emo. En mystisk "kunstner". Men mit hår er rødt og min påklædning råbende. Min indre kunstner har begået selvmord. Universitetets institutionalisering af kunsten har bidraget til mit existentielle selvmord. Jeg kan ikke udfolde mig inden for de rammer. Jeg kan ikke trække vejret. Det har de sidste to år lært mig. Nogle mener at flugten fra uni er lang.
Og her går jeg i stå.

Jeg er desperat. Hvad skal jeg gøre? Ingenting. For ud af ingenting kan der vokse tulipaner. Eller lort. Eller en guddommelig stilhed, en helvedes larm forklædt som kunst eller jazz.

Hvem er jeg? Hvor er jeg på vej hen? Sandheden er at jeg er træt af ord. Træt af at synge. Træt af musik. Træt af at spise, sove, drikke, elske. Træt af at være nogen. Træt af ikke at være nogen.
Træt af at skrive.