mandag den 26. oktober 2009

CNM 2009

Ååhh og iiiih, jeg føler mig så inspireret! Den 9.-18. Oktober var jeg på Carl Nielsen Masterclass i Assens, som er et masterclass for strygerorkester og kammermusik. Det var meget berigende på alle måder, og ikke mindst utroligt motiverende! Jeg fik dannet mig en midlertidig kvartet sammen med en dansk bratschist, en fransk og en engelsk violinist. Vi fik muligheden for at medvirke ved en koncert på Krengerup Slot, hvor vi spillede Mendelssohns strygekvartet nr. 1, op. 12, 1. sats. Det blev rimelig vellykket. Jeg har virkelig fået meget ud af at spille kammermusik både intonationsmæssigt men også musikalsk, så nu er jeg meget ivrig efter at starte en fast gruppe, gerne her i Esbjerg. Jeg har tanker om en klavertrio, men mangler lige en violinist... I det hele taget er jeg meget mere motiveret nu end jeg har været længe. For at spille altså. Jeg har ikke rigtigt øvet eller fået i ca. 1,5 år, fordi jeg har holdt pause siden jeg stoppede på MGK. Men nu har jeg endelig fundet gnisten igen, og jeg har endnu bedre muligheder nu, fordi jeg endelig kan se mit eget potentiale :) Så nu er det bare disciplin, tålmodighed og hårdt (slave)arbejde. Jeg drømmer om at opbygge et teknisk overskud, så jeg lettere kan udtrykke det jeg vil. For jeg føler mig nogle gange fanget, fordi det tekniske forhindrer mig i at spille det, jeg vil. Og den eneste vej til et højt teknisk niveau er desværre hårdt arbejde. Men jeg kan mærke at jeg har opbygget noget disciplin bare på den uge, jeg var i Assens. Jeg har indset at man godt kan gøre ting (fx øve) selvom man føler sig træt og ikke synes man har energi. Man kan langt mere end man tror, hvis bare man har viljen. Jeg er så ivrig!!! :D

Et billede af min kvartet og vores tutor, Terje Moe Hansen på Krengerup Slot

Og og og; så var vi lige på Tv2Fyn. Man må gerne promovere sig selv lidt. I det ene klip er der et interview med bratschisten, Adam, hvor vi spiller i baggrunden. I det andet ser man os øve.



Til sidst vil jeg lige tilføje et billede af den dejlige cellogruppe, som bestod af svenskere og danskere :)


TAK FOR EN DEJLIG UGE!!!! :D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar