fluktuerende existens på græs

jeg er simpelthen nødt til at stoppe med at tænke. ganske enkelt. mine tanker dræber mig langsomt, fordi jeg hvert øjeblik skal vurdere værdien, meningen og det højere formål med hver en lille handling. og i sidste ende kan ingen handling udføres, fordi der måske ingen mening er, fordi alt er en illusion, inkl. det ego som tænker tankerne, denne teori er forresten også en social konstruktion, og enhver form for opnåelse vil kun styrke dette. derfor kan man ligeså godt blive liggende i sin seng. men det skal slutte nu. kunstneren siger farvel til ordkløveren. jeg misbruger ord. jeg er simpelthen for poetisk i min formuleringer af existensens finurligheder. for dramatisk og iscenesættende. sygeligt stemningsfikseret, benægtende virkeligheden. og det fører ingen vegne. jeg elsker ord og jeg er træt af ord.jeg har muligvis et lettere forskruet forhold til lyst. længe har jeg arbejdet på at forsøge at slippe af med det kontrollerede. men det har drevet mig ud over andre klipper. i en afgrund af lyst og dermed også muligheden for manglende tilstedeværelse af lyst. jeg havde en idé om, at man kun skal gøre det man har lyst til. men der er jo ingen der lever sådan. for så vil man sjældent opnå noget, hvilket kræver disciplin og tillid til fornuften. og hvad hvis man ikke har lyst til noget? derfor vil jeg nu acceptere nødvendigheden af det existentielle selvmord for at kunne fungere bare nogenlunde i en forskruet og ulystelig verden. 
jeg agter at fortabe mig i trivialiteter.