Grænsens begyndelse / begyndelsens grænse

Jeg mener, at denne blog har nået en grænse. Grænsen for hvor mange personlige, eksistentialistiske tekster jeg vil offentliggøre her. I stedet vil jeg udelukkende samle teksterne i mit litterære projekt, erkendelsesromanen "En gymnasieelevs tankestrømme" / "En emos bekendelser", som kan findes her


Nu vil jeg forsøge mig med et "seriøst" indlæg. Med det mener jeg en tekst, hvor fortælleren har accepteret, at egoet eksisterer. En fortæller som er nogen, mig. Jeg vil fremover skrive om hvad jeg rent faktisk går og laver, og hvem jeg tror, jeg er - i tråd med bloggens tema: musik, kunst, kultur og personlig udvikling. Den måde at skrive på er meget udfordrende for mig. Gad vide hvorfor... men lad nu det ligge. Det er en del af øvelsen i at tænke mindre.

Jeg har længe tænkt på at skrive om alle de koncerter jeg hører. Men det har jeg undladt, fordi jeg har det svært med at dømme musik. Selvom jeg nok ubevidst gør det konstant. Når jeg har hørt en koncert har jeg bare svært ved at udtale mig om den. Om det var "godt" eller "dårligt". For hvad mener man med det? Er det ikke en totalt naiv simplificering af det (intense) nærvær, man lige har oplevet? Hvad nytter det at bruge sin institutionaliserede musikvidenskabelige og analytiske viden til at bedømme kvaliteten, værdien af musikken og fremførelsen af det? - hvis ingen ord nogensinde vil kunne beskrive det. Jeg mener, at der ikke findes ord, som kan beskrive musikken. Jo, selvfølgelig findes der deskriptive ord, som måske kan give oplevelsen mere mening. Men der findes bare ikke ord, som kan beskrive lydens virkelighed. Hvis ord kunne beskrive musikken, hvorfor er den så blevet skabt? Hvorfor skal vi snakke så meget? Hvorfor skal vi dømme så meget? 
Måske skal man bare øve sig i at være til stede med sit begyndersind i det, som musikken virkelig er: 100% nærvær. 


go with the flow