Det existentielle valg

Jeg har ikke en eneste gang tvivlet på mit valg. jeg kan bare mærke, at det er det rigtige. det er utroligt. det er jo også meget nyt.

men idag kan jeg mærke en lille smule - ikke tvivl, men irritation, måske. en følelse af at det er ærgerligt, at jeg ikke får rammer, tid og mulighed for stille og roligt at arbejde med/udvikle mig ift. træning, løb (om søen), styrketræning (i kælderen) dans, yoga, svømning, orgel, sang, plantemad, gående meditation (om vores dejlige sø) osv.
Måske er det fordi at jeg før semesterstart var blevet enig med mig selv om, at hvis jeg bare trænede og øvede nok, så ville alt blive godt. Men allerede på førstedagen gik det op for mig, at det var en illusion - faktisk en stor fed løgn, skabt af hele det her præstationsorienterede samfund. 
jo, jeg ville måske nok få det lidt bedre pga. motionen og tilfredsstillelsen i at opnå noget. men det er 
ikke nok for mig. det ændrer ikke på det existentielle selvmord, som overskyggede alt.
der er forskellige opfattelser af, hvad et liv er. mit liv lignede et liv, et godt liv. men det var det bare ikke.
jeg kan altid komme tilbage og arbejde videre. det er aldrig for sent. og desuden er det netop det jeg gerne vil arbejde med at give slip på - den stress omkring at skulle (op)nå det og det indenfor den tidsramme, fordi det ville se godt ud på mit CV, fordi det kunne skabe et falsk, konstrueret selvværd. fordi så var jeg i det mindste noget, nogen.
men nu giver jeg slip. nej, jeg får måske ikke mulighed for at træne min krop mega meget eller øve mig,   men til gengæld lærer jeg så meget andet. jeg vil bare gerne lære at være til stede i nuet, og det er for mig noget af det vigtigste man kan lære. og vigtigst af alt - jeg befrier mig selv. og det har jeg gjort en gang for alle.
og det føles så rigtigt.