September

Jeg er lykkelig. Det tør jeg godt sige. Selvom min økonomi stinker, og jeg ikke har fået øvet idag. Selvom jeg ikke er forelsket, selvom jeg ikke har haft sex i et år, og selvom min aftensmad var et gratis æble, som jeg tog til en reception igår. For det er slet ikke det, det handler om. Hvad er det så? Det er følelsen, og kun følelsen, og stemningen måske. Forholdet til existensen, måske. Man kan ikke sige præcis hvad der skaber følelse, som man altid har indeni i en eller anden form - men vi vil gerne tro at man bevidst kan skabe en bestemt følelse ved at gøre noget bestemt - men det er løgn. Og det ved de fleste sådan set godt. Men vi er jo opdraget sådan...
Hvad handler det så om? Lige nu. Lige nu handler det om at jeg kan være mig selv, eller i det mindste lever i en illusion om at jeg kan. At jeg ikke skal skjule mig og være bange. Det handler om udfoldelse. Og det handler om at jeg er ung og har en masse energi og idealer, visioner og planer, og det handler om lige nu. Bare nu. Følelsen lige nu. Uafhængigt af ydre omstændigheder. Upåvirket af al verdens lort. Et ungt og spændstigt menneskes egotrip og totale tilstedeværelse i en stemning, et glimt af ungdommens ukuelige optimisme. Det går nok - vi satser - og hvis det går galt, så er der nok en mening med det. Ifølge en højere, måske guddommelig, vision/plan. En øm naivitet. En overbevisning om at alt - set i et større perspektiv - er gennemsyret af kærlighed. Og det er pisse smukt!

Gud er gud

Her bringes et citat, som jeg har været meget optaget af på det seneste...

"En virkelig civilisation interesserer sig ikke udelukkende for menneskets dyriske behov, men for at sætte mennesket i stand til at forstå dets forhold til Gud, den højeste fader. Man kan lære om dette forhold til Gud gennem en hvilken som helst proces - igennem kristendom, igennem den vediske litteratur, eller igennem Koranen - men under alle omstændigheder skal det læres. Formålet med denne Krishna-bevidsthedsbevægelse er ikke at gøre kristne til hinduer eller hinduer til kristne, men at fortælle alle, at det er menneskets pligt at forstå dets forhold til Gud. Man er nødt til at lære dette, ellers spilder man blot sin tid på at engagere sig i dyriske tilbøjeligheder. Vi bør alle forsøge at elske Krishna eller Gud. Hvis man allerede har en metode, bør man praktisere den, eller man kan komme og lære sig denne proces. Man bør ikke fordumsfuldt sætte sig imod valget af en fremgangsmåde frem for en anden."


- "En uforlignelig gave" af Sri Srimad A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada (grundlægger af ISKCON)

Anerkendelse

Nogle gange kan det være svært at vide hvad man egentligt vil, og hvordan det stemmer overens med det man gør. Nogle mennesker ved hvad de vil, og gør det. Andre ved ikke hvad de vil, og gør bare det samme som de andre. Andre ved godt hvad de vil, men fortsætter alligevel med at gøre noget andet end det. Måske gør de det samme som de andre.
Hvorfor?

Jeg tror en af de dybeste længsler i mennesket er længslen efter anerkendelse. Det er noget man får fra andre mennesker, og ofte må man gøre noget for at få den. Jagten på anerkendelse driver os således til langt de fleste af vores handlinger. Jeg tror at denne længsel efter anerkendelse kan overskygge ens egne ønsker og hvad man egentligt vil. Således at man tror det man gør er noget man vil, selvom man måske inderst inde ikke vil. Der er mange som siger - jeg gør det ikke fordi de andre gør det, jeg gør det, fordi jeg selv har lyst til det.

Ja, du har sikkert lyst til det, men hvorfor har du lyst?

Svaret på dette spørgsmål vil for mig at se i mange tilfælde være, at du har lyst til at gøre det, fordi det vil føre til en anerkendelse fra andre mennesker, og den har du lyst til at få. Det har jeg også. Så det er sådan set ikke løgn, at man har lyst til det. Men hvis man i bund og grund bare gør det for at få anerkendelse, kunne man så ikke finde en lidt mindre destruktiv måde at opnå anerkendelse på? Det er faktisk et interessant spørgsmål, hvortil man kan fristes til at svare nej. For alle har brug for anerkendelse. Det vil sige at de andre også har brug for din anerkendelse af deres handlinger. Det vil sige at du er nødt til at deltage i deres (mere eller mindre destruktive) handlinger for at få deres anerkendelse. Netop fordi de har brug for din anerkendelse, og ved at deltage i deres fælles handlinger, så anerkender du dem som acceptable/gode. Det er ikke dig som er svag, for de har ligeså meget brug for dig som du har brug for dem.

Hvordan kan man så undgå at blive tilskyndet til at gøre det for de andres skyld, som man tror er ens egen?

Hvordan kan man undlade at gøre det uden at blive ulykkelig over den manglende anerkendelse?

Det kan du først i det øjeblik deres anerkendelse ikke betyder noget for dig. For i det øjeblik kan du handle efter dine inderste ønsker, din egen grundlæggende vilje, som ikke bunder i jagten på anerkendelse. Hvis du ikke ønsker deres anerkendelse, så er der ingen grund til at gøre noget for at opnå den, ligesom deres manglende anerkendelse, med deraf muligvis følgende udstødelse, ikke kan gøre dig ulykkelig. Nu ser det måske ud som om at du er taberen, fordi du ikke har deres anerkendelse, men taberne i denne situation kan sådan set gå hen at blive de andre, så længe de stadig har brug for din anerkendelse.

Forår

Forår er en følelse. Foråret er fysisk. Alt sker af nødvendighed. Jeg har brug for træerne. Jeg har brug for at være skaldet. Jeg har et fysisk behov for at synge. Lyden skal ud! Du skal ud. Solen giver mig håb. Forårets fysik giver mig lyst. Existensen afsløres som nydelse i sig selv. Vi lever videre, fordi vi har lært at der altid kommer en lykkelig dag til. Det er nødvendigt at vente.

Sprød ungdom

Jeg tager tanken
om en buket friske tulipaner
og placerer den mellem
mine læber
duften
spændstigheden
grøn sprødhed
mellem tænderne
lyden
af forår

Post-optagelsesprøve-krise, skaldede mennesker og børn

Jeg har været til mgk-prøve. Efter prøver har man det altid sådan lidt - hvad så nu? Hvad skal jeg nu øve på? Hvor er målet? Og hvis man, ligesom mig, ikke består prøven - hvad skal jeg så med mit liv? Ja, jeg kom ikke ind. Jeg er skuffet, for jeg havde faktisk regnet med det. Endelig var jeg begyndt at tro på det. Nu kan jeg gøre hvad som helst næste år, og det er jo egentligt fint nok.
Hvad så nu? Svaret er simpel: LYDEN SKAL UD - øv videre! Jeg giver ikke op.

Forleden fik jeg lyst til at blive skaldet igen. Bare en lyst. En længsel efter følelsen af at bilde sig selv ind man er bare en lille smule fri. Men straks kom en masse indvendinger op. Tilfældige mennesker, som vil synes det er dumt, for du har jo så pænt og sundt hår. Mor som vil sige at det vil gøre dine muligheder for jobs mindre, og hvad nu med dit nuværende job, og sådan kan man ikke gå rundt og se ud når man er voksen. Helt ærligt. Der blev jeg lidt overrasket. Der tændtes en gammel flamme af vrede i mig. Hvor kan jeg ikke uden videre klippe mig skaldet bare fordi jeg har lyst? Fordi jeg er en kvinde. Og det er rigtigt. Skaldede mænd er accepteret. Det forringer ikke en mands jobmuligheder, medmindre man er tatoveret eller ligner en nazi. Og hvis jeg skulle blive fyret fra mit job som lærervikar, ville det så ikke være for langt ude? Hvad er det for et samfund, hvor frisure er en begrænsning?
Kan det virkelig passe, at danske kvinder anno 2010 ikke frit kan vælge frisure uden at ødelægge deres muligheder i samfundet?
Jeg håber nogle vil læse dette og debattere det.
Og nu bliver du jo bare skaldet for at gøre oprør og få opmærksomhed, den er så gammel, du er umoden.
Nej, hvis jeg vælger det, er det fordi jeg har lyst.

Nå ja, og så er jeg skruk. Det er forfærdeligt. Ustyrligt. Fysisk. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Måske ingenting.

Glædeligt forår

Koncerter forår 2010

Her er en oversigt over de koncerter jeg medvirker ved.

Vor Frelser Kirkes Kor: Vigilievesper op. 37 af Rachmanninov:
14/3 - Sct. Catharinæ Kirke, Ribe kl. 16
21/3 – Hvide Sande kl. 19.30
24/3 - Mariehøj Kirke, Silkeborg kl. 19.30
27/3 - Trinitatis Kirke, Fredericia kl. 16
28/3 – Vor Frelser Kirke, Esbjerg kl. 19.30

Brundibar – tjekkisk børneopera af Hans Kràsa på Grene Scenen i Skjern (cellist i ensemblet)
3.-9- april

Domkirketurné med Landskoret:
17/4 – Odense domkirke kl. 15
18/4 – Haderslev domkirke kl. 16.30
19/4 – Aalborg domkirke kl. 19.30

EUS: Koncertrejse til Prag med violinisten Lada Fedorova
29/4-5/5

FAUST: Koncert med Schostakovitch 5. symfoni
7/5 - Ollerup Efterskole kl.19
8/5 - Faaborgegnens Efterskole kl. 16
9/5 - Rådhussalen, Odense kl. 15

14/5 – Landskoret: Koncert i Nørrelandskirken, Holstebro kl. 16.30
15/5 – Landskoret: Koncert ved Danske Kirkedage i Viborg, Houlkær Kirke kl. 10.30

EUS: Ribes 1300 års jubilæum
16/6 - EUS spiller med Sigurd Barrett i Vedels Anlæg, Ribe kl. 13
18/6 - EUS spiller Promenadekoncert med Pernille Tommerup og Thomas Krogh, Ribe kl. 16

Esbjerg Festuge:
21/8 - EUS spiller Promenadekoncert med Pernille Tommerup og Thomas Krogh, Torvet i Esbjerg