Jeg ved ikke hvad bøn er. Jeg ved bare at det er godt for mig. Jeg begyndte at udforske det, da jeg i januar besøgte klostret Taizé i Frankrig. Der er fællesbøn 3 gange om dagen, hvor man synger nogle meditative sange og beder sammen i stilhed.
Jeg har næsten ikke bedt siden jeg kom hjem derfra, blandt andet fordi jeg ikke har haft mulighed for at være alene. Og jeg kan virkelig mærke hvordan jeg "kommer ud af træning".
Kald det meditation, hvis du vil. Det gør ikke den store forskel for mig. Nogle gange sidder jeg og gør ingenting. Uden et særligt fokus. Observerer bare mine tanker og lader dem være. Det kan skabe fred.
Andre gange beder jeg til Gud/Jesus/Krishna/Chi/Verdensaltet om at åbne mig op for livet, at tage imod Guds vilje og kærlighed - at lære at give slip og overgive mig 100 procent. Og det kan fx føre til en følelsesmæssig forløsning, ekstrem lykke og kærlighedsstrøm eller frygt og vrede.
Uanset hvad, så er det noget jeg vil tage mig tid til i min hverdag, for det er meget vigtigt for mig.
At bede giver mig mere ro, en mere afslappet krop, bedre tålmodighed, mere overbærenhed med andre mennesker, bedre koncentration. Det gør mig bedre til at håndtere stress, bedre til at omfavne stilheden, bedre til at have tillid til Gud, livet, musikken, andre mennesker og mig selv.
Og ikke mindst en bedre evne til at omfavne stilheden og at være nærværende i alt hvad jeg gør.
Det bringer mig mindre bekymring om fremtiden og bedre humør som følge af mindre bitterhed, fordi hele verden måske alligevel ikke er imod mig. Fordi verden måske alligevel ikke er helt igennem ond.
Fordi kærligheden findes overalt, og den findes i en form, som rækker langt ud over familie og parforhold.
Så hvad enten du er religiøs eller ej - prøv det!
Der er efter min mening ingen opskrift på hvordan du skal bede og meditere. Det vigtigste er, at du øver dig i at være til stede i nuet, alene med dig selv og stilheden (og Gud).
Nu til bøn og så godnat.
Lys og kærlighed til folket!
onsdag den 2. maj 2012
onsdag den 18. april 2012
Forårstjek
Cyklen skal strammes, smøres og spændstiggøres
det samme skal kroppen
indvendigt såvel som udvendigt
optimeringskulturen har sin storhedstid
glattere, strammere, grønnere!
funktionelt organisk materiale
fuckable organismer
afsprit mig indefra
rene ånde, rene stemmer, rene røve
livsliderlige vikinger i forklædning
puritanske kordrenge
kosmisk solskin
i form af botox
Guds lys vælter ud over vores kroppe
i UV
jeg er ren og beskidt
spul mig ren
pul mig pæn
fuck
det samme skal kroppen
indvendigt såvel som udvendigt
optimeringskulturen har sin storhedstid
glattere, strammere, grønnere!
funktionelt organisk materiale
fuckable organismer
afsprit mig indefra
rene ånde, rene stemmer, rene røve
livsliderlige vikinger i forklædning
puritanske kordrenge
kosmisk solskin
i form af botox
Guds lys vælter ud over vores kroppe
i UV
jeg er ren og beskidt
spul mig ren
pul mig pæn
fuck
mandag den 16. april 2012
ord
Ord fylder mig
ord penetrerer mig
som angsten
udfylder mig
jeg sprænges, flækkes
kan ikke mere
er mæt, brugt, udtrådt
der er ikke plads til flere
ord
vælter ud af alle kropsåbninger
ustoppeligt
strømmende, skvulpende
jeg
er ikke længere
opløsning
er alt
ord
farvel
ord penetrerer mig
som angsten
udfylder mig
jeg sprænges, flækkes
kan ikke mere
er mæt, brugt, udtrådt
der er ikke plads til flere
ord
vælter ud af alle kropsåbninger
ustoppeligt
strømmende, skvulpende
jeg
er ikke længere
opløsning
er alt
ord
farvel
lørdag den 31. marts 2012
repost: koncert Palmesøndag (i morgen!)
Johannes-passion, Matthæus-passion og Messias; det vrimler med påskeoratorier i Kbh.
Kom og hør en anderledes passion fra 1585 for a capella kor!
Kom og hør en anderledes passion fra 1585 for a capella kor!
lørdag den 24. marts 2012
søndag den 18. marts 2012
Rutter
I aften skal jeg spille koncert med Akademisk Orkester og Kor i Helligåndskirken (København). Det er et lækkert program af den engelske, nulevende komponist John Rutter. Jeg glæder mig rigtigt meget!
Blandt musikere er der delte meninger om hans musik, måske især på grund af hans gennemsyrende hang til popharmonik og tårepersende (på grænsen til det sentimentale) kormusik. Jeg selv er en stor fan. Nok fordi jeg elsker pop (hvad det så end er). Jeg kunne sige mange ting om pop, men jeg vil forbeholde mig retten til at sige, at jeg ikke ved hvad det er. Og alligevel ved jeg altid hvad det er, når jeg hører det. Her møder vi igen problemet med ordene. Jeg ved bare, at rent harmonisk er der specifikke akkorder, som kan få tårerne til at flyde. Det synes jeg er ekstremt interessant. Hvad er det lige præcis, der gør det, og er det forskelligt fra person til person? For mig er det ofte en tonika-afledning, især D-dur -> H-mol. Mums. Men hvorfor? Endnu engang vil jeg lade dette spørgsmål ligge - og måske læserne vil byde ind? Muligvis vender jeg tilbage til det senere, når jeg har studeret det lidt nærmere.
Det er gået op for mig, at jeg har sunget Rutters værker længe før jeg vidste, at det var ham der havde skrevet dem. Fx The lord bless you and keep you
Første gang jeg stiftede bekendtskab med hans navn var for et år siden, da jeg blev præsenteret for denne sats, som stadig er min absolutte favorit blandt hans værker, noget af det smukkeste jeg har hørt:
Esurientes fra Magnificat af John Rutter
Kom og udforsk Rutter og dine pop-ører- og øjne i aften kl. 19.30!
Grænsens begyndelse / begyndelsens grænse
Jeg mener, at denne blog har nået en grænse. Grænsen for hvor mange personlige, eksistentialistiske tekster jeg vil offentliggøre her. I stedet vil jeg udelukkende samle teksterne i mit litterære projekt, erkendelsesromanen "En gymnasieelevs tankestrømme" / "En emos bekendelser", som kan findes her
Nu vil jeg forsøge mig med et "seriøst" indlæg. Med det mener jeg en tekst, hvor fortælleren har accepteret, at egoet eksisterer. En fortæller som er nogen, mig. Jeg vil fremover skrive om hvad jeg rent faktisk går og laver, og hvem jeg tror, jeg er - i tråd med bloggens tema: musik, kunst, kultur og personlig udvikling. Den måde at skrive på er meget udfordrende for mig. Gad vide hvorfor... men lad nu det ligge. Det er en del af øvelsen i at tænke mindre.
Nu vil jeg forsøge mig med et "seriøst" indlæg. Med det mener jeg en tekst, hvor fortælleren har accepteret, at egoet eksisterer. En fortæller som er nogen, mig. Jeg vil fremover skrive om hvad jeg rent faktisk går og laver, og hvem jeg tror, jeg er - i tråd med bloggens tema: musik, kunst, kultur og personlig udvikling. Den måde at skrive på er meget udfordrende for mig. Gad vide hvorfor... men lad nu det ligge. Det er en del af øvelsen i at tænke mindre.
Jeg har længe tænkt på at skrive om alle de koncerter jeg hører. Men det har jeg undladt, fordi jeg har det svært med at dømme musik. Selvom jeg nok ubevidst gør det konstant. Når jeg har hørt en koncert har jeg bare svært ved at udtale mig om den. Om det var "godt" eller "dårligt". For hvad mener man med det? Er det ikke en totalt naiv simplificering af det (intense) nærvær, man lige har oplevet? Hvad nytter det at bruge sin institutionaliserede musikvidenskabelige og analytiske viden til at bedømme kvaliteten, værdien af musikken og fremførelsen af det? - hvis ingen ord nogensinde vil kunne beskrive det. Jeg mener, at der ikke findes ord, som kan beskrive musikken. Jo, selvfølgelig findes der deskriptive ord, som måske kan give oplevelsen mere mening. Men der findes bare ikke ord, som kan beskrive lydens virkelighed. Hvis ord kunne beskrive musikken, hvorfor er den så blevet skabt? Hvorfor skal vi snakke så meget? Hvorfor skal vi dømme så meget?
Måske skal man bare øve sig i at være til stede med sit begyndersind i det, som musikken virkelig er: 100% nærvær.
go with the flow
Måske skal man bare øve sig i at være til stede med sit begyndersind i det, som musikken virkelig er: 100% nærvær.
go with the flow
Abonner på:
Opslag (Atom)