Free hugs cph

Igår var en ret fantastisk dag. Det startede med at der var en fyr på facebook som havde oprettet eventen "Krammedag", som var igår. Inspireret af Free Hugs Campaign, fik jeg samlet 3 friske unge mennesker, og sammen stod vi i Købmagergade (ved rundetårn) med et "free hugs"-skilt. Vi fik mange kram af mange dejlige mennesker! :) Efter lidt tid fik vi tilfældigvis selskab af folkemusik-trioen Dreamers Circus, som spillede virkelig fed musik. De kom og fik et kram og inviterede os til at stå tættere på dem, og sammen skabte vi den bedste god karma stemning... i sin helhed en fantastisk vellykket dag med masser af gratis kærlighed! <3 

Det kommer til at ske igen... så watch Købmagergade, og kom og få et kram! :)

Jeg har et stort behov for at skrive. Jeg har et stort behov for at tænke. Jeg har et stort behov for at føle. Jeg har et stort behov for stilhed. Jeg har et stort behov for larm. Jeg har et stort behov for at flippe ud. Jeg har et stort behov for kontrol. Jeg har et stort behov for kaos. Jeg har et stort behov for fred. Jeg har et stort behov for at være et menneske. Jeg har et stort behov for at være et dyr. Jeg har et stort behov for at være smuk. Jeg har et stort behov for at være grim. Jeg har et stort behov for natur. Jeg har et stort behov for by. Jeg har et stort behov for Gud. Jeg har et stort behov for fri vilje. Jeg har et stort behov for kvinder. Jeg har et stort behov for mænd. Jeg har et stort behov for hav. Jeg har et stort behov for træer. Jeg har et stort behov for at skabe. Jeg har et stort behov for at destruere. Jeg har et stort behov for tryghed. Jeg har et stort behov for tvivl. Jeg har et stort behov for relativisme. Jeg har et stort behov for en absolut sandhed. 

September

Jeg er lykkelig. Det tør jeg godt sige. Selvom min økonomi stinker, og jeg ikke har fået øvet idag. Selvom jeg ikke er forelsket, selvom jeg ikke har haft sex i et år, og selvom min aftensmad var et gratis æble, som jeg tog til en reception igår. For det er slet ikke det, det handler om. Hvad er det så? Det er følelsen, og kun følelsen, og stemningen måske. Forholdet til existensen, måske. Man kan ikke sige præcis hvad der skaber følelse, som man altid har indeni i en eller anden form - men vi vil gerne tro at man bevidst kan skabe en bestemt følelse ved at gøre noget bestemt - men det er løgn. Og det ved de fleste sådan set godt. Men vi er jo opdraget sådan...
Hvad handler det så om? Lige nu. Lige nu handler det om at jeg kan være mig selv, eller i det mindste lever i en illusion om at jeg kan. At jeg ikke skal skjule mig og være bange. Det handler om udfoldelse. Og det handler om at jeg er ung og har en masse energi og idealer, visioner og planer, og det handler om lige nu. Bare nu. Følelsen lige nu. Uafhængigt af ydre omstændigheder. Upåvirket af al verdens lort. Et ungt og spændstigt menneskes egotrip og totale tilstedeværelse i en stemning, et glimt af ungdommens ukuelige optimisme. Det går nok - vi satser - og hvis det går galt, så er der nok en mening med det. Ifølge en højere, måske guddommelig, vision/plan. En øm naivitet. En overbevisning om at alt - set i et større perspektiv - er gennemsyret af kærlighed. Og det er pisse smukt!

Gud er gud

Her bringes et citat, som jeg har været meget optaget af på det seneste...

"En virkelig civilisation interesserer sig ikke udelukkende for menneskets dyriske behov, men for at sætte mennesket i stand til at forstå dets forhold til Gud, den højeste fader. Man kan lære om dette forhold til Gud gennem en hvilken som helst proces - igennem kristendom, igennem den vediske litteratur, eller igennem Koranen - men under alle omstændigheder skal det læres. Formålet med denne Krishna-bevidsthedsbevægelse er ikke at gøre kristne til hinduer eller hinduer til kristne, men at fortælle alle, at det er menneskets pligt at forstå dets forhold til Gud. Man er nødt til at lære dette, ellers spilder man blot sin tid på at engagere sig i dyriske tilbøjeligheder. Vi bør alle forsøge at elske Krishna eller Gud. Hvis man allerede har en metode, bør man praktisere den, eller man kan komme og lære sig denne proces. Man bør ikke fordumsfuldt sætte sig imod valget af en fremgangsmåde frem for en anden."


- "En uforlignelig gave" af Sri Srimad A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada (grundlægger af ISKCON)

Anerkendelse

Nogle gange kan det være svært at vide hvad man egentligt vil, og hvordan det stemmer overens med det man gør. Nogle mennesker ved hvad de vil, og gør det. Andre ved ikke hvad de vil, og gør bare det samme som de andre. Andre ved godt hvad de vil, men fortsætter alligevel med at gøre noget andet end det. Måske gør de det samme som de andre.
Hvorfor?

Jeg tror en af de dybeste længsler i mennesket er længslen efter anerkendelse. Det er noget man får fra andre mennesker, og ofte må man gøre noget for at få den. Jagten på anerkendelse driver os således til langt de fleste af vores handlinger. Jeg tror at denne længsel efter anerkendelse kan overskygge ens egne ønsker og hvad man egentligt vil. Således at man tror det man gør er noget man vil, selvom man måske inderst inde ikke vil. Der er mange som siger - jeg gør det ikke fordi de andre gør det, jeg gør det, fordi jeg selv har lyst til det.

Ja, du har sikkert lyst til det, men hvorfor har du lyst?

Svaret på dette spørgsmål vil for mig at se i mange tilfælde være, at du har lyst til at gøre det, fordi det vil føre til en anerkendelse fra andre mennesker, og den har du lyst til at få. Det har jeg også. Så det er sådan set ikke løgn, at man har lyst til det. Men hvis man i bund og grund bare gør det for at få anerkendelse, kunne man så ikke finde en lidt mindre destruktiv måde at opnå anerkendelse på? Det er faktisk et interessant spørgsmål, hvortil man kan fristes til at svare nej. For alle har brug for anerkendelse. Det vil sige at de andre også har brug for din anerkendelse af deres handlinger. Det vil sige at du er nødt til at deltage i deres (mere eller mindre destruktive) handlinger for at få deres anerkendelse. Netop fordi de har brug for din anerkendelse, og ved at deltage i deres fælles handlinger, så anerkender du dem som acceptable/gode. Det er ikke dig som er svag, for de har ligeså meget brug for dig som du har brug for dem.

Hvordan kan man så undgå at blive tilskyndet til at gøre det for de andres skyld, som man tror er ens egen?

Hvordan kan man undlade at gøre det uden at blive ulykkelig over den manglende anerkendelse?

Det kan du først i det øjeblik deres anerkendelse ikke betyder noget for dig. For i det øjeblik kan du handle efter dine inderste ønsker, din egen grundlæggende vilje, som ikke bunder i jagten på anerkendelse. Hvis du ikke ønsker deres anerkendelse, så er der ingen grund til at gøre noget for at opnå den, ligesom deres manglende anerkendelse, med deraf muligvis følgende udstødelse, ikke kan gøre dig ulykkelig. Nu ser det måske ud som om at du er taberen, fordi du ikke har deres anerkendelse, men taberne i denne situation kan sådan set gå hen at blive de andre, så længe de stadig har brug for din anerkendelse.

Forår

Forår er en følelse. Foråret er fysisk. Alt sker af nødvendighed. Jeg har brug for træerne. Jeg har brug for at være skaldet. Jeg har et fysisk behov for at synge. Lyden skal ud! Du skal ud. Solen giver mig håb. Forårets fysik giver mig lyst. Existensen afsløres som nydelse i sig selv. Vi lever videre, fordi vi har lært at der altid kommer en lykkelig dag til. Det er nødvendigt at vente.

Sprød ungdom

Jeg tager tanken
om en buket friske tulipaner
og placerer den mellem
mine læber
duften
spændstigheden
grøn sprødhed
mellem tænderne
lyden
af forår