Energi, stemninger og russere

Jeg er meget optaget af energi for tiden, nærmest besat. Det er svært at forklare hvilken energi. Det handler meget om den energi, der er inde i mennesker. I deres krop, deres handlinger, deres personlighed, udstråling, bevægelser. Den energi der er indeni mig selv og den energi, som ikke er der. Den energi som fungerer som en drivkraft. Indtil for nylig troede jeg at ens energi eller mangel på samme hang sammen med kosten. Og så søvn, selvfølgelig. Men besat af kost, som jeg er, har jeg længe gået og tænkt, at hvis bare jeg spiser lidt sundere, så vil jeg få mere energi. Og folk der spiser sundt har meget energi, folk der spiser usundt har ingen - enten/eller som jeg er så god til. Men sådan ser jeg det ikke nu. Jeg iagttager andre mennesker, og ser, at de har mere energi end mig. Det tror jeg i hvert fald. Personer som spiser meget mere usundt end mig, drikker alkohol, mega meget kaffe, ryger måske, sover ikke ret meget. De føler sig måske selv trætte, men uanset hvad, så kommer de op hver dag (måske tidligt) og gør det de skal, går i skole eller noget. Forskellen på mig og dem er, at de gør ting, selvom de føler sig trætte. Ergo er jeg kommet frem til, at denne energi ikke nødvendigvis er fysisk betinget, men er mere mental. Der er en energi, som driver folk, måske slæber dem gennem hverdagen, men det er alligevel også en præstation i sig selv. Eller andre, nogle af mine (utroligt inspirerende, iøvrigt) venner, de fleste musikere, som øver hver dag, selvom de måske er fysisk trætte. De har den her energi, drivkraft, disciplin og frem for alt, motivation. Selv føler jeg mig død i forhold til. Energiforladt. Handlingslammet. Som om jeg er gået i stå. Jeg er motiveret for at nå mine mål i tankerne, men har svært ved at motivere mig selv til handling. Jeg går og undrer mig over hvor de andre får den energi fra. Jeg kommer let til at føle mig udmattet, selvom jeg sover nok, spiser sundere end gennemsnittet. Der mangler noget. En drivkraft. Jeg har svært ved at tage mig sammen til at lave noget, nu da jeg hverken har arbejde eller skole. Måske er det bare blevet en vane. Det går mig på. Er jeg doven eller er der noget helt galt. Jeg føler mig gammel. Jeg ved at man ikke kan opnå ret meget uden disciplin, slet ikke i musikkens verden. I det mindste græder jeg ikke mere. Kun når jeg ikke når bussen, men det er heldigvis ikke så tit.
Stemninger er en anden ting jeg er utroligt optaget af. Stemninger omkring personer, ord, situationer og selvfølgelig i musik. Når jeg oplever en stemning jeg kan lide, har jeg virkelig lyst til bare at blive i den. I det univers. Nogle mennesker er der bare en helt særlig stemning omkring. Påklædning, udstråling. Jeg hader når sådan en stemning bliver brudt. Fx når en ung forfatteraspirant, totalt indie-klædt sidder og ryger, og stemningen er bare så kunstnerisk, boheme, ah åh ih, og så personen fx tager en pepsi frem. Det passer bare ikke ind. Men ingen repræsenterer en stemning gennemført. Alle er jo kun mennesker, som også skider og ser tv3. Og det er i orden. Det passer bare ikke ind i alle stemninger.
En helt særlig stemning er der i russisk musik, som jeg beskæftiger mig meget med i år. Jeg skal være med til at synge Rachmaninovs Vigilievesper og med FAUST spiller jeg Schostakovitch 5. symfoni. Det er ganske enkelt fantastisk musik. Schostakovitch har jeg stadig lidt svært ved at forholde mig til, men det kommer. Især Rachmaninov har en stemning, jeg elsker. En lidt middelalderagtig stemning, som i et stort koldt kirkerum i en sten kirke. Det er også kirkelig musik. Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg elsker den stemning. Meget melankolsk og alligevel storslået. Det er utroligt. Det er musik, som gør at jeg bare har lyst til at gemme mig langt væk og lytte til det. Og være lykkelig kun fordi den stemning existerer.