Nyt og gammelt

Hvad er det du vil?

I wanna feel my best! (I wanna look my best)
.. og bare generelt udnytte mit potentiale. 

Hvem vil ikke det?! Hvorfor sidder vi så fast i vores (dårlige) vaner?

Dét har altid fascineret mig ved mennesket.. man vil en ting, men gør noget andet. Ak ja, vanens magt.

Jeg har en forestilling om at jeg kan bryde mine vaner. Er det sandt? Eller eksporterer jeg bare mine vaner til nogle nye rammer? Ingen ved det, ingen kan vide det, før det er sket.

Hvor længe skal jeg blive dernede, i Frankrig? Jeg ved det ikke. Det står endnu hen i det uvisse, og det er måske netop det magiske ved det. Mindst fire uger. Jeg har ikke besluttet mig endnu, jeg lader muligheden stå åben, hej gud, tell me what to do. Indtil videre har jeg besluttet mig for to måneder i alt. Ønsker jeg at sætte mit "liv" her i Danmark i stå? Nej, faktisk ikke, for det er ingen løsning. Det er godt at komme væk, det er det helt sikkert. I nye rammer er det lettere at tillægge sig nye vaner og tage afstand fra gamle, tror jeg, men du er stadig dig, og verden udenfor fortsætter.

Man kan flygte, men det er begrænset hvor længe. Det er dog heller ikke det jeg vil, flygte. Jo, på en måde. Jeg ved bare godt, at det ikke nødvendigvis løser nogle problemer. men for ikke så længe siden så alt så sort ud, at der ikke var andet at gøre. Jeg tænkte: "jeg har intet at miste, for det kan ikke blive værre", og så kan det jo kun blive bedre, hurra for det!

Man er nødt til at flytte sig når man går i stå. Nogle gange behøver man måske ikke komme længere væk end at man lige kan se tingene, situationen lidt på afstand - og først der kan man se, hvad der er godt, og hvad der skal ud, revurderes, nedbrydes, genopbygges.

Jeg behøvede måske egentligt ikke at komme ret langt væk, jeg skulle bare lige smage friheden. Men nu har jeg den endelig, og så tager jeg følgerne af at handle på sin første indskydelse, stærkt efterfulgt af den følelse, som udspringer af hjertets længsel og desperationens afgrunde.

Så her er jeg. På vej mod det nye.

Jeg tror ikke min nye levevis får ting til at forsvinde. Der er ingen garanti for opløsning af invaliderende, existentialistiske tankemønstre og penetrerende angst. Det eneste der er sikkert er, at der sker noget nyt.

Måske behøver jeg ikke flygte for evigt. Måske behøver jeg ikke opløse alt. Måske behøver jeg end ikke blive væk for længe, for én revolution er større end alverdens lange rejser.... at udleve flugten forklædt som hverdag i lyset af nuets kraft.

tak

P.S. jeg ville elske at blogge om mine oplevelser, men jeg kommer til at leve uden min computer i Taizé. Ses på den anden side!