Kunstnerne

Der er nogle mennesker, som jeg er meget fascineret af. "Kunstnere"? Jeg møder måske et par om året. Jeg ved ikke hvorfor. Der er bare noget ved dem. Og de får mig til at føle mig kedelig, hæmmet. Som en pæn pige, en konservativ klassisk musiker.

Hvad er det ved dem jeg kan lide?
De virker "frie". De går i mærkeligt og sejt tøj. De laver kunst. De går deres egne veje og de virker ligeglade med hvad andre tænker. Det er en stemning, en iscenesættelse; deres måde at gå på, at tale på, at ryge på, deres udstråling.

Kunstnerne, skrigerne, de levende levende. Det er stemningen. Den stemning der kan være omkring en person. Hvordan de lever. Hvordan de flyver gennem verden, livet. Meget levende, sanseligt, kropsligt.

Græs, hud, hår, læber.
Lange skørter, sort tøj, vin, cigaretter, nattens liv og penetrerende mærke, kroppes friktion, desperationen, længslen, den vanvittige længsel efter at leve, som om man aldrig kan leve nok.
Som om man aldrig nogensinde kan blive ordentligt mættet eller tilfredsstillet, hverken åndeligt, kunstnerisk eller kropsligt. Det menneskelige, det dyriske, det kødelige, det åndelige - forenet, blandet sammen i en dyb, plaskende kilde, som man kan drukne i.

Måske er jeg en af dem. Men længslen drev mig til vanvid, som det er sket for så mange andre før mig. Åd mig op indefra, langsomt, dræbte mig. Jeg kan føle det her og nu. Som en stemning eller et begreb. Men ord kan ikke beskrive det tilstrækkeligt. Beskrive dem, mig, dette liv.
Jeg ville ønske at jeg kunne udtrykke det på en anden måde. Skrive et stykke musik eller sådan noget.
Men det må komme med tiden. Hvordan tror du lyden af dem ville lyde?