performance handler om at være i den rette sindstilstand. det handler om at få performeren og publikum i den samme sindstilstand. et menneske. en kvinde. med en krop. en krop i et rum. kropslighed. en nøgen krop. en stemme. lyd. råb. intensitet. art is easy. hvad betyder det? du kan lave kunst, måske. just do it. men man må starte med at eksperimentere. man må lære at være stille. at være til stede, nærværende, present. Det er den store udfordring i dag, er det ikke? det sjove er at det faktisk er klosterlivets discipliner, kunstneren bifalder, da hun inviterer 30 unge kunstnere på et ophold i naturen omkring hendes hus på landet. de spirende kunstnere skal konfronteres med sig selv og lære at være nærværende og det bedste redskab er: stilhed.
Eksperiment. Du må eksperimentere. Nogle af elementerne i Abramovics værker er i virkeligheden gamle, spirituelle veje til oplysning. Metoder som munke, asketer, yogier og hippier har brugt i måske tusindvis af år. De ting, som ifølge filmen er ildeset i nutidens vestlige kultur: inaktivitet, stilhed og faste. Og inaktivitet vil jeg her definere som meditation. I virkeligheden er det banalt. Det er ikke nogen kompliceret videnskab. Det er så banalt at de fleste overser det. Kender vi til Tolles Nuets Kraft? I værket på MoMa er kunstneren selve Nuets Kraft. Eller Nuets Kraft er hende. Hun siger selv, at som hun sidder der på stolen og kigger folk i øjnene, handler det ikke længere om hende eller hendes ego. Det publikum ser er et spejlbillede af dem selv, projektioner af deres egne følelser på et blankt lærred, en uudslukkelig flamme af nærvær. Marina sidder der som et bjerg, en klippe. Mennesker kommer, observerer, interagerer, absorberer, og går. Flere mennesker bliver tilsyneladende overvældede, rørte, følelsesladede. Gennem kameraets linse ser vi, filmens publikum, overraskelse, beundring, ydmyghed, glæde, forløsning, sorg, smerte, fred, forundring, længsel, kærlighed, nær-fucking-vær! Hvad er det der sker? Er det kunst? Er det banalt eller genialt eller er disse ord i virkeligheden to sider af samme sag? Ja, det mener jeg. Det er genialt, fordi det er banalt. Det banale er undervurderet. I popmusik såvel som i menneskelig kontakt og spirituel praksis.
Nogle gange kan det mest simple give det største indtryk. Eksempelvis: en banal og nærmest plat kærlighedssang, en nøgen krop, nøgenhed, to hænder der rører hinanden, et smil mellem mennesker, et mantra, at lave ingenting (ud over at være til stede), stilhed, et barns årvågenhed, en naiv kærlighed, at åbne sit hjerte op, tillid, meditation (inkl. rengøring af toiletter), to mennesker der kigger hinanden dybt i øjnene. Hvad er det et menneske får, når han sætter sig overfor Marina? Ifølge Klaus (kurator): opmærksomhed. Hver person får lige meget opmærksomhed, Abramovics udelte opmærksomhed i dette øjeblik. Personen får en oplevelse af at blive set, en oplevelse af et menneske, en energi, en sjæl, en ånd, en bevidsthedstilstand, som er totalt nærværende. Dette er i sig selv en meget stærk oplevelse. Fra mit perspektiv er det simpelthen det, jeg kalder Gud. Gud er mange ting. Men Gud kan også være en tilstand, en tilstand af nærvær. Når man mærker dette nærvær, ved man, at det er noget større end en selv. Samtidigt med at det er en selv. Det er det jeg tror er så overvældende for mange af dem, der begynder at græde, når de sidder overfor Marina. For det første at få denne intense opmærksomhed fra et andet menneske, for det andet at få lov til at få et smugkig ind i det store nærvær, den store stilhed, Nuets Kraft, det guddommelige. Her er det ikke længere kunstneren der agerer, men hun bliver et instrument for det der arbejder gennem hende. Hun bliver publikums portal ind til noget, de fleste længes efter. Samtidigt med at publikum oplever at noget indeni dem selv lukkes op. Det er det, der er så intenst og genialt og rørende og uforståeligt og vanvittigt: når du kigger ind i nærværet, ser du Gud og dig selv.
Nogle vil måske opleve kunstneren som en kilde til fred og kærlighed, men sandheden er at den findes inden i dig selv. Det konfronterende element i værket er at det fungerer som spejl. Den fred og glæde og kærlighed og nærvær du føler, måske for første gang i dit liv, er ikke bare til låns. Den bor inden i dig. Den bor i os alle, sådan er vi født, vi har bare blokeret adgangen til den kilde. Og dét er det store problem!!
Er det ikke det diverse østlige spirituelle mennesker og filosofier har forsøgt at fortælle menneskeheden i snart en evighed? Vi er alle på jagt efter noget. Fred, lykke, kærlighed, hvem er ikke det? Vi kan lede og lede udenfor os selv, opsøge diverse mennesker, guruer, kunstudstillinger, ja, vi kan tage ind på MoMa og kigge en kunstner i en meditativ zen-tilstand i øjnene, men i sidste ende findes det hele inden i dig selv, og det har det altid gjort. Det er så banalt at det er til at grine over, det er til at dø over.
Fra mit perspektiv opnår Abramovic gennem de tre måneder en tilstand af zen. Hvem ved hvad zen er? Hvem forstår det? Jeg gør ikke. Men jeg ved at det er nærvær. Det nærvær alle mediterende og asketiske mennesker har søgt gennem verdenshistorien. Men hvis det er så simpelt, hvad forhindrer os så i selv at komme i den sindstilstand? En del af forhindringerne ligger i vores kultur.
En af nøglerne, den mest direkte vej til denne tilstand, er stilhed. Fuldkommen stilhed. Stilhed som fravær af lyd, stilhed som fravær af handling. Stilhed i form af kontrol af sindet, eller måske endda mangel på kontrol? Som filmen spørger: hvem kan holde ud at lave ingenting (og være stille!) 16 dage i træk? Ikke mange. For det strider mod alt hvad vi har lært om hvordan en tilværelse skal være. Først og fremmest skal man være produktiv. Og stilheden… stilheden er banal, undervurderet, fredfyldt, vild og voldsom, intens, enerverende, provokerende, frygtindgydende, ydmyg, kærlig, konfronterende. I stilheden møder man Gud, i stilheden møder man sig selv, i stilheden møder man tomheden, i stilheden møder man nærvær. Men det kræver træning. Det er ikke for sjov at zenmunke mediterer 15 timer om dagen. Det kræver tålmodighed.
Hvorfor har vores kultur nærmest fortrængt stilheden? Alt er indrettet efter at vi aldrig skal kede os, aldrig gå i stå, aldrig vente på noget. Nogen mener at det at meditere på fuldtid ikke er en tilværelse. Hvorfor skulle klosterlivet eller et asketisk liv ikke være en tilværelse? Hvorfor er det så provokerende?
Er Abramovics ”The Artist is present” kunst? Det er performance. Og hvad var performance, ifølge kunstneren selv? At være i den rette sindstilstand. Og få publikum i den samme tilstand. Det er kunst på grund af rammerne omkring det. Det er kunst, fordi der er et publikum. Det er kunst, men ikke en videnskab, ikke et håndværk, ikke noget teknisk, der kan tillæres. Og dog kan det læres af alle. Det er ligeså meget kunst, som livet i sig selv er kunst. Performance er at mærke livet, at få andre til at mærke livet, at iscenesætte alt det, som allerede er. Det hele er givet på forhånd: kroppen, energien, bevidstheden, nærværet. Men performeren skaber selv rummet og sammen med publikum begynder hun rejsen ind i bevidstheden, den rette sindstilstand.
Hvad er det der er særligt ved kunstneren, i dette tilfælde Abramovic? Hvorfor kan alle ikke lave det, hun gør? Og hvis de kunne, hvorfor gør de det så ikke? Adgangen til den geniale banalitet er godt og grundigt blokeret for langt de fleste mennesker.
”ART IS EASY”
for at nå ind til den må man lære at være stille. At være nærværende, to be PRESENT. Det kræver at du tager imod som et barn, med et barns nysgerrighed og naivitet. Det kræver begyndersind, den gode gamle buddhistiske term.
”Banalt” er vel nærmest et skældsord, når det kommer til at anmelde kunst. Hvad betyder det? Det banale repræsenterer netop noget grundlæggende for alle mennesker. Det er derfor kunst, der tør dyrke det banale, rører så mange mennesker. Enhver kan komme og kritisere Abramovic eller en forfatter til en popsang og klandre deres værker for at være banale, simple, latterlige.
Men hvem kan gøre dem efter? Det er det store spørgsmål. Og det er det der adskiller kunstneren fra os andre.
trailer til filmen
