Nyt og gammelt

Hvad er det du vil?

I wanna feel my best! (I wanna look my best)
.. og bare generelt udnytte mit potentiale. 

Hvem vil ikke det?! Hvorfor sidder vi så fast i vores (dårlige) vaner?

Dét har altid fascineret mig ved mennesket.. man vil en ting, men gør noget andet. Ak ja, vanens magt.

Jeg har en forestilling om at jeg kan bryde mine vaner. Er det sandt? Eller eksporterer jeg bare mine vaner til nogle nye rammer? Ingen ved det, ingen kan vide det, før det er sket.

Hvor længe skal jeg blive dernede, i Frankrig? Jeg ved det ikke. Det står endnu hen i det uvisse, og det er måske netop det magiske ved det. Mindst fire uger. Jeg har ikke besluttet mig endnu, jeg lader muligheden stå åben, hej gud, tell me what to do. Indtil videre har jeg besluttet mig for to måneder i alt. Ønsker jeg at sætte mit "liv" her i Danmark i stå? Nej, faktisk ikke, for det er ingen løsning. Det er godt at komme væk, det er det helt sikkert. I nye rammer er det lettere at tillægge sig nye vaner og tage afstand fra gamle, tror jeg, men du er stadig dig, og verden udenfor fortsætter.

Man kan flygte, men det er begrænset hvor længe. Det er dog heller ikke det jeg vil, flygte. Jo, på en måde. Jeg ved bare godt, at det ikke nødvendigvis løser nogle problemer. men for ikke så længe siden så alt så sort ud, at der ikke var andet at gøre. Jeg tænkte: "jeg har intet at miste, for det kan ikke blive værre", og så kan det jo kun blive bedre, hurra for det!

Man er nødt til at flytte sig når man går i stå. Nogle gange behøver man måske ikke komme længere væk end at man lige kan se tingene, situationen lidt på afstand - og først der kan man se, hvad der er godt, og hvad der skal ud, revurderes, nedbrydes, genopbygges.

Jeg behøvede måske egentligt ikke at komme ret langt væk, jeg skulle bare lige smage friheden. Men nu har jeg den endelig, og så tager jeg følgerne af at handle på sin første indskydelse, stærkt efterfulgt af den følelse, som udspringer af hjertets længsel og desperationens afgrunde.

Så her er jeg. På vej mod det nye.

Jeg tror ikke min nye levevis får ting til at forsvinde. Der er ingen garanti for opløsning af invaliderende, existentialistiske tankemønstre og penetrerende angst. Det eneste der er sikkert er, at der sker noget nyt.

Måske behøver jeg ikke flygte for evigt. Måske behøver jeg ikke opløse alt. Måske behøver jeg end ikke blive væk for længe, for én revolution er større end alverdens lange rejser.... at udleve flugten forklædt som hverdag i lyset af nuets kraft.

tak

P.S. jeg ville elske at blogge om mine oplevelser, men jeg kommer til at leve uden min computer i Taizé. Ses på den anden side!

Morgen

jeg elsker morgener. jeg har brug for morgenen. morgenens stilhed. morgenens ensomhed. morgenens kølighed. hvis jeg ikke oplever den, føler jeg virkelig at jeg er gået glip af noget.

tiden før alle går igang. tiden hvor de fleste sover, hvor verden stadig står stille, ligesom mig. om morgenen har jeg brug for at strække min krop. at lytte til salmer. at trække vejret. gøre én ting ad gangen. øve mig i at være til stede i nuet. kommunikere med gud. træde ud i det verden og mærke luften mod min hud. træde endnu et lillebitte skridt ad den vej, jeg befinder mig på.

tilværelsens mysterium

jeg føler jeg står udenfor og ser på livet i stedet for at leve det. sådan har jeg haft det i flere år. hvad er livet? hvad er et menneske? det er så komplekst, at jeg ikke kan rumme det. det er så smukt og så grimt på samme tid. jeg ser stemninger, føler stemninger. alt er stemninger. jeg tror det gik op for mig engang, da jeg læste et digt eller en bog, et stykke litteratur. der indså jeg, at mange forfattere lever af at indfange stemninger. det er vel egentligt det meget kunst handler om.

det var stemningerne. men der er også noget andet. hverdagen. fornuften. noget andet. 

jeg vil gerne skrive om det, men jeg aner ikke hvordan jeg skal beskrive det. der findes så meget, som der ikke er ord for. man kan ikke forklare hvad et liv er, et menneske, en tilværelse. der er så forfærdeligt mange små detaljer, fuger, mønstre, facetter, stemninger, følelser, længsler, at det ikke kan beskrives. så intenst at det ikke kan udtrykkes og så vagt, at man kun lige kan ane det. men jeg har brug for at udtrykke det, beskrive det. jeg har bare ikke fundet en metode eller et medie endnu...

et helt nyt liv (næsten)

Nu er jeg for alvor kommet ud af min komfortzone. idag er jeg flyttet. jeg har flyttet alle mine ting væk fra kollegiet. det føltes rigtigt. men engang imellem tænker jeg "hvad har jeg egentligt gang i?!" jeg har ikke længere et rum jeg kan kalde mit, et hjem. men det hele er ok. det eneste lille men - jeg er lige nu ret ked af at jeg har givet slip på min seng. min far sagde at vi ikke kunne få plads til den, og han vil ikke have den stående i sin garage, så vi lod den stå på kollegiet. 

Dér gik det op for mig hvad jeg har gang i - jeg er igang med at give slip. på det hele, næsten. jeg giver slip på trygheden i de ydre rammer, men det er ikke det vigtigste. det er bare en spejling af alt det jeg giver slip på indeni - fortiden, bitterheden, selvhadet, negative og destruktive tankemønstre, stress, kaos, selvmordstankerne, selvmedlidenhed, offerrollen. Det er fantastisk. Men hold kæft, hvor er det også hårdt. For jeg var jo afhængig af det. Af den rolle, at have det dårligt, at svælge i det. Så behøvede jeg ikke tage ansvar. For uanset hvad jeg kunne finde på at ændre, ville jeg jo altid være bitter alligevel, alt ville simpelthen ende med et dårligt udfald, uanset indsatsen, det var jeg helt overbevist om. 

Jeg har det meget bedre nu, men også underligt. Det er skræmmende at jeg har så mange muligheder, så stor en frihed. Jeg har svært ved at håndtere, at jeg kan være et menneske med overskud, et menneske med lyst til at leve. For det skaber forventninger, det kræver at jeg udlever det. 

Denne persona er dog ikke forsvundet. Den er stadig en del af mig, og vil sandsynligvis altid være det. Af og til kigger den frem og indskyder "kan det nu også betale sig med alt dette besvær, måske skulle du bare være blevet hvor du var, måske bliver det aldrig nogensinde bedre alligevel". Men nu har jeg styrke til at sige mig selv imod. Alt det her har været nødvendigt for mig, selvom det kan virke dumt, impulsivt, panikagtigt, illusorisk, overdrevet. Du skulle bare lige køre den helt ud, ikke? Kunne du ikke bare have fået ny hårfarve eller noget? Var det hele ikke en dum idé og et endnu dummere tidspunkt at føre det ud i livet?

Nej. Det er alt andet end dumt. Alt dette var en nødvendighed for mig, det kan jeg mærke nu. Det skulle ske, intet mere og intet mindre, og det skulle ske nu. Jeg kunne ikke vente et semester mere, en måned mere, en dag mere. Jeg har ventet i 2 år, jeg har ventet i 4 år, jeg har ventet næsten så længe jeg kan huske.
Det kan ikke gå galt. Jeg kan kun lære af det, ligesom alle mine handlinger giver mig erfaringer, og det er godt. 

Jeg kan aldrig vende tilbage. Det er ikke muligt, for jeg har noget nu, som jeg ikke havde før: håb.

Rent økonomisk

Ok, rent økonomisk var det en ret dum beslutning. Absolut ufornuftig. Det kan jeg godt selv se, nu når jeg snakker med bankrådgivnings-mennesker. Jeg har frivilligt afmeldt min SU, når jeg i stedet (måske) kunne blive sygemeldt eller bare være fortsat med at være indskrevet på studiet... og dermed være mange penge rigere de næste par måneder. Oveni det vælger jeg så at tage orlov fra mit job, så jeg mister indkomst der. Jeg vælger at rejse til Frankrig, når jeg burde blive hjemme og arbejde, søge jobs eller melde mig som slave af systemet (kontanthjælp). Ja, rent økonomisk virker det helt sindssygt. Rent økonomisk, men jeg synes ikke det er dumt. For det har gjort mig så meget lykkeligere. Måske netop derfor. Fordi økonomien ikke altid skal være en undskyldning: "jeg ville gerne rejse, eller gøre det og det og det, meeen jeg har ingen penge og jeg skal lige have styr på alt først". Ja, men så kan du måske vente for evigt. Du kan godt bare gøre det alligevel. Hvad er det værste der kan ske? Er der nogen der dræber dig, fordi du ikke betaler dine regninger? Flipper din bankrådgiver ud, fordi overtrækket ikke bliver dækket? Vil din økonomi ligge i ruiner til evig tid? Vil du være arbejdsløs for evigt, begå existentielt selvmord og drukne ledighedens sorger i selvdestruktion? Nej. Det skal nok blive bedre. Faktisk kan det kun blive bedre. Måske er alt kaos lige nu, men der er en mening med det, og det er godt!

befri dig selv

Det existentielle valg

Jeg har ikke en eneste gang tvivlet på mit valg. jeg kan bare mærke, at det er det rigtige. det er utroligt. det er jo også meget nyt.

men idag kan jeg mærke en lille smule - ikke tvivl, men irritation, måske. en følelse af at det er ærgerligt, at jeg ikke får rammer, tid og mulighed for stille og roligt at arbejde med/udvikle mig ift. træning, løb (om søen), styrketræning (i kælderen) dans, yoga, svømning, orgel, sang, plantemad, gående meditation (om vores dejlige sø) osv.
Måske er det fordi at jeg før semesterstart var blevet enig med mig selv om, at hvis jeg bare trænede og øvede nok, så ville alt blive godt. Men allerede på førstedagen gik det op for mig, at det var en illusion - faktisk en stor fed løgn, skabt af hele det her præstationsorienterede samfund. 
jo, jeg ville måske nok få det lidt bedre pga. motionen og tilfredsstillelsen i at opnå noget. men det er 
ikke nok for mig. det ændrer ikke på det existentielle selvmord, som overskyggede alt.
der er forskellige opfattelser af, hvad et liv er. mit liv lignede et liv, et godt liv. men det var det bare ikke.
jeg kan altid komme tilbage og arbejde videre. det er aldrig for sent. og desuden er det netop det jeg gerne vil arbejde med at give slip på - den stress omkring at skulle (op)nå det og det indenfor den tidsramme, fordi det ville se godt ud på mit CV, fordi det kunne skabe et falsk, konstrueret selvværd. fordi så var jeg i det mindste noget, nogen.
men nu giver jeg slip. nej, jeg får måske ikke mulighed for at træne min krop mega meget eller øve mig,   men til gengæld lærer jeg så meget andet. jeg vil bare gerne lære at være til stede i nuet, og det er for mig noget af det vigtigste man kan lære. og vigtigst af alt - jeg befrier mig selv. og det har jeg gjort en gang for alle.
og det føles så rigtigt.

Fortiden

.. romantiseres engang imellem. nej, du kan ligeså godt lade være med at prøve at genskabe noget, som engang var, og som aldrig bliver sådan igen. det er gode minder, og sådan skal det nogle gange forblive. hvem savner ikke den naive, semilykkelige, hårdtelskende, nærmest hjernedøde tilstand man befandt sig i da man gik i 1.g?

jeg savner rigtigt meget de kor og orkestre jeg har spillet i, og især weekenderne, masterclass og rejser. men det kan aldrig blive det samme igen. for jeg er ikke længere den samme. det er ingen.

og det er ok.