Kære facebookvenner

Hvad blev der af Tabita Annabell?

Jeg har været på dannelsesrejse. Jeg har ryddet op i mit liv.
Nu er der kun Gud og orgel tilbage.

Kunstnerne

Der er nogle mennesker, som jeg er meget fascineret af. "Kunstnere"? Jeg møder måske et par om året. Jeg ved ikke hvorfor. Der er bare noget ved dem. Og de får mig til at føle mig kedelig, hæmmet. Som en pæn pige, en konservativ klassisk musiker.

Hvad er det ved dem jeg kan lide?
De virker "frie". De går i mærkeligt og sejt tøj. De laver kunst. De går deres egne veje og de virker ligeglade med hvad andre tænker. Det er en stemning, en iscenesættelse; deres måde at gå på, at tale på, at ryge på, deres udstråling.

Kunstnerne, skrigerne, de levende levende. Det er stemningen. Den stemning der kan være omkring en person. Hvordan de lever. Hvordan de flyver gennem verden, livet. Meget levende, sanseligt, kropsligt.

Græs, hud, hår, læber.
Lange skørter, sort tøj, vin, cigaretter, nattens liv og penetrerende mærke, kroppes friktion, desperationen, længslen, den vanvittige længsel efter at leve, som om man aldrig kan leve nok.
Som om man aldrig nogensinde kan blive ordentligt mættet eller tilfredsstillet, hverken åndeligt, kunstnerisk eller kropsligt. Det menneskelige, det dyriske, det kødelige, det åndelige - forenet, blandet sammen i en dyb, plaskende kilde, som man kan drukne i.

Måske er jeg en af dem. Men længslen drev mig til vanvid, som det er sket for så mange andre før mig. Åd mig op indefra, langsomt, dræbte mig. Jeg kan føle det her og nu. Som en stemning eller et begreb. Men ord kan ikke beskrive det tilstrækkeligt. Beskrive dem, mig, dette liv.
Jeg ville ønske at jeg kunne udtrykke det på en anden måde. Skrive et stykke musik eller sådan noget.
Men det må komme med tiden. Hvordan tror du lyden af dem ville lyde?

En rejse afsluttes, en ny begynder

Dette var mine første ord efter jeg forlod Taizé. Mange ord kom før dem, og jeg har lyst til at dele nogle af dem på min nye blog


//
4.12.12
Nu er jeg ude i "den virkelige verden"på vej til Paris. Efter næsten 2 måneder i en forholdsvis isoleret verden i et kloster. En verden uden tv, internet, nyheder, fester, alkohol, ateister etc...
Er jeg bange for verden? Nej. Jeg synes samfundet er lidt dekadent og skræmmende, men jeg ved, hvor jeg har min tillid. I know where I put all my trust. Og jeg ved at ingen kan fratage mig dette nye liv, som lever i mig.
Det var rørende at tage afsked med Taizé, min familie der og min elskling. Sørgmodigt. Men samtidigt har jeg en stille glæde indeni. Jeg føler at det er den rigtige beslutning, den rette tid. Jeg er uendeligt taknemmelig for de gaver, jeg har modtaget. Nu glæder jeg mig til at "bruge" dem i mit liv, udleve det. Midt i den store, beskidte civilisation. Blandt deprimerede mennesker, negative energier, recession, degeneration. Det er nu den store udfordring begynder.

Hvad kan jeg gøre for verden?
Hvad kan jeg være for andre mennesker?
Det ved jeg ikke endnu. Men det vil vise sig, det er jeg sikker på. Det hele vil komme til mig, somehow. Men det tager tid.

Dare to wait.

Wait for the Lord, whose day is near
Wait for the Lord, keep watch, take heart

//

Nyt og gammelt

Hvad er det du vil?

I wanna feel my best! (I wanna look my best)
.. og bare generelt udnytte mit potentiale. 

Hvem vil ikke det?! Hvorfor sidder vi så fast i vores (dårlige) vaner?

Dét har altid fascineret mig ved mennesket.. man vil en ting, men gør noget andet. Ak ja, vanens magt.

Jeg har en forestilling om at jeg kan bryde mine vaner. Er det sandt? Eller eksporterer jeg bare mine vaner til nogle nye rammer? Ingen ved det, ingen kan vide det, før det er sket.

Hvor længe skal jeg blive dernede, i Frankrig? Jeg ved det ikke. Det står endnu hen i det uvisse, og det er måske netop det magiske ved det. Mindst fire uger. Jeg har ikke besluttet mig endnu, jeg lader muligheden stå åben, hej gud, tell me what to do. Indtil videre har jeg besluttet mig for to måneder i alt. Ønsker jeg at sætte mit "liv" her i Danmark i stå? Nej, faktisk ikke, for det er ingen løsning. Det er godt at komme væk, det er det helt sikkert. I nye rammer er det lettere at tillægge sig nye vaner og tage afstand fra gamle, tror jeg, men du er stadig dig, og verden udenfor fortsætter.

Man kan flygte, men det er begrænset hvor længe. Det er dog heller ikke det jeg vil, flygte. Jo, på en måde. Jeg ved bare godt, at det ikke nødvendigvis løser nogle problemer. men for ikke så længe siden så alt så sort ud, at der ikke var andet at gøre. Jeg tænkte: "jeg har intet at miste, for det kan ikke blive værre", og så kan det jo kun blive bedre, hurra for det!

Man er nødt til at flytte sig når man går i stå. Nogle gange behøver man måske ikke komme længere væk end at man lige kan se tingene, situationen lidt på afstand - og først der kan man se, hvad der er godt, og hvad der skal ud, revurderes, nedbrydes, genopbygges.

Jeg behøvede måske egentligt ikke at komme ret langt væk, jeg skulle bare lige smage friheden. Men nu har jeg den endelig, og så tager jeg følgerne af at handle på sin første indskydelse, stærkt efterfulgt af den følelse, som udspringer af hjertets længsel og desperationens afgrunde.

Så her er jeg. På vej mod det nye.

Jeg tror ikke min nye levevis får ting til at forsvinde. Der er ingen garanti for opløsning af invaliderende, existentialistiske tankemønstre og penetrerende angst. Det eneste der er sikkert er, at der sker noget nyt.

Måske behøver jeg ikke flygte for evigt. Måske behøver jeg ikke opløse alt. Måske behøver jeg end ikke blive væk for længe, for én revolution er større end alverdens lange rejser.... at udleve flugten forklædt som hverdag i lyset af nuets kraft.

tak

P.S. jeg ville elske at blogge om mine oplevelser, men jeg kommer til at leve uden min computer i Taizé. Ses på den anden side!

Morgen

jeg elsker morgener. jeg har brug for morgenen. morgenens stilhed. morgenens ensomhed. morgenens kølighed. hvis jeg ikke oplever den, føler jeg virkelig at jeg er gået glip af noget.

tiden før alle går igang. tiden hvor de fleste sover, hvor verden stadig står stille, ligesom mig. om morgenen har jeg brug for at strække min krop. at lytte til salmer. at trække vejret. gøre én ting ad gangen. øve mig i at være til stede i nuet. kommunikere med gud. træde ud i det verden og mærke luften mod min hud. træde endnu et lillebitte skridt ad den vej, jeg befinder mig på.

tilværelsens mysterium

jeg føler jeg står udenfor og ser på livet i stedet for at leve det. sådan har jeg haft det i flere år. hvad er livet? hvad er et menneske? det er så komplekst, at jeg ikke kan rumme det. det er så smukt og så grimt på samme tid. jeg ser stemninger, føler stemninger. alt er stemninger. jeg tror det gik op for mig engang, da jeg læste et digt eller en bog, et stykke litteratur. der indså jeg, at mange forfattere lever af at indfange stemninger. det er vel egentligt det meget kunst handler om.

det var stemningerne. men der er også noget andet. hverdagen. fornuften. noget andet. 

jeg vil gerne skrive om det, men jeg aner ikke hvordan jeg skal beskrive det. der findes så meget, som der ikke er ord for. man kan ikke forklare hvad et liv er, et menneske, en tilværelse. der er så forfærdeligt mange små detaljer, fuger, mønstre, facetter, stemninger, følelser, længsler, at det ikke kan beskrives. så intenst at det ikke kan udtrykkes og så vagt, at man kun lige kan ane det. men jeg har brug for at udtrykke det, beskrive det. jeg har bare ikke fundet en metode eller et medie endnu...

et helt nyt liv (næsten)

Nu er jeg for alvor kommet ud af min komfortzone. idag er jeg flyttet. jeg har flyttet alle mine ting væk fra kollegiet. det føltes rigtigt. men engang imellem tænker jeg "hvad har jeg egentligt gang i?!" jeg har ikke længere et rum jeg kan kalde mit, et hjem. men det hele er ok. det eneste lille men - jeg er lige nu ret ked af at jeg har givet slip på min seng. min far sagde at vi ikke kunne få plads til den, og han vil ikke have den stående i sin garage, så vi lod den stå på kollegiet. 

Dér gik det op for mig hvad jeg har gang i - jeg er igang med at give slip. på det hele, næsten. jeg giver slip på trygheden i de ydre rammer, men det er ikke det vigtigste. det er bare en spejling af alt det jeg giver slip på indeni - fortiden, bitterheden, selvhadet, negative og destruktive tankemønstre, stress, kaos, selvmordstankerne, selvmedlidenhed, offerrollen. Det er fantastisk. Men hold kæft, hvor er det også hårdt. For jeg var jo afhængig af det. Af den rolle, at have det dårligt, at svælge i det. Så behøvede jeg ikke tage ansvar. For uanset hvad jeg kunne finde på at ændre, ville jeg jo altid være bitter alligevel, alt ville simpelthen ende med et dårligt udfald, uanset indsatsen, det var jeg helt overbevist om. 

Jeg har det meget bedre nu, men også underligt. Det er skræmmende at jeg har så mange muligheder, så stor en frihed. Jeg har svært ved at håndtere, at jeg kan være et menneske med overskud, et menneske med lyst til at leve. For det skaber forventninger, det kræver at jeg udlever det. 

Denne persona er dog ikke forsvundet. Den er stadig en del af mig, og vil sandsynligvis altid være det. Af og til kigger den frem og indskyder "kan det nu også betale sig med alt dette besvær, måske skulle du bare være blevet hvor du var, måske bliver det aldrig nogensinde bedre alligevel". Men nu har jeg styrke til at sige mig selv imod. Alt det her har været nødvendigt for mig, selvom det kan virke dumt, impulsivt, panikagtigt, illusorisk, overdrevet. Du skulle bare lige køre den helt ud, ikke? Kunne du ikke bare have fået ny hårfarve eller noget? Var det hele ikke en dum idé og et endnu dummere tidspunkt at føre det ud i livet?

Nej. Det er alt andet end dumt. Alt dette var en nødvendighed for mig, det kan jeg mærke nu. Det skulle ske, intet mere og intet mindre, og det skulle ske nu. Jeg kunne ikke vente et semester mere, en måned mere, en dag mere. Jeg har ventet i 2 år, jeg har ventet i 4 år, jeg har ventet næsten så længe jeg kan huske.
Det kan ikke gå galt. Jeg kan kun lære af det, ligesom alle mine handlinger giver mig erfaringer, og det er godt. 

Jeg kan aldrig vende tilbage. Det er ikke muligt, for jeg har noget nu, som jeg ikke havde før: håb.